Musik skal få cyklister til at slappe af
Cyklister drøner igennem Mejlgade med op til 35 kilometer i timen. Ny kampagne skal nedbringe farten
Cyklister kommer drønende gennem Mejlgade og zigzagger mellem biler og gadeskilte, så morgensøvnige fodgængere må springe til siden. Situationen kender de fleste, der jævnligt bevæger sig gennem Mejlgade i myldretiden, men fartbøllerne skal sætte tempoet ned og vise hensyn til gadens øvrige trafikanter. Det er budskabet i en ny kampagne, som er blevet til i samarbejde mellem Aarhus Cykelby og Mejlgadekvarterets Gadelaug.
”Mejlgade skal være en god og tryg gade for alle trafikanter. Det skal vi som kommune medvirke til. Men alle os, som cykler, har et medansvar for generelt at skabe en ordentlig cykelkultur i Aarhus – og at starte i Mejlgade, hvor der dagligt er store udfordringer, er jo helt oplagt. Det er beboerne og de erhvervsdrivende i gaden, som møder problemerne i trafikken hver dag, og derfor har samarbejdet med borgerne været et stort aktiv i forhold til at få formidlet det rette budskab,” siger Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune.
LÆS OGSÅ: 20 cyklister kørte over for rødt og uden lys i går aftes
Mejlgadekvarterets Gadelaug har taget initiativ til kampagnen og bidraget med sparring, gode idéer, praktik og med at få skabt opmærksomhed på problemet i gaden.
En stor del af de cyklister, der kommer i højt tempo gennem Mejlgade, kommer fra byer rundt om Aarhus og bruger gaden som en hurtig passage eller indgang til midtbyen.
”Vi kan se på vores nye målinger af cykeltrafikken i Mejlgade, at nogle cyklister cykler med helt op til 35 km i timen, og det er alt for hurtigt og helt uansvarligt i midtbyen. Cyklisterne kommer typisk fra Risskovstien, hvor de har haft god plads til at køre stærkt, men en del af cyklisterne skal have en reminder om at tilpasse sig gadens tempo, når de kommer ind til byen. En cykelgade er et privilegium for cyklisterne, men med det privilegium følger også ansvar,” siger Pablo Celis, projektleder i Aarhus Cykelby.
Kampagne i to uger
Cyklisterne vil derfor blive mødt med rolig og afslappende musik, når de i den kommende tid kører gennem Mejlgade i myldretiden. Cykelsymbolerne i gaden vil i kampagneperioden være pyntet med cykelkurve med blomster, og skilte og bannere minder om, at man nu cykler ind i midtbyen, hvor tempoet skal være roligere end på de brede cykelstier.
”Vi vil gerne signalere, at man skal tage den med ro og passe på de øvrige trafikanter, når man bevæger sig ind i gaden. Samtidig kan man jo nyde den helt særlige stemning og de mange indtryk i Mejlgade og gemme lidt energi, til man igen er ude af byen,” siger Pablo Celis.
Den to uger lange kampagne blev sat i gang i fredags med en fest i Mejlgade, arrangeret af Mejlgadekvarterets Gadelaug, som har været initiativtagere til kampagnen.
”Som beboere og erhvervsdrivende i Mejlgade ønsker vi at gøre gaden mere tryg. Farten er for høj og trafikkulturen for lav,” siger Sander Jensen, forperson for Mejlgadekvarterets Gadelaug.