Fortsæt til indhold

Viby-borgere raser

Mens politikerne har hænderne oppe over hovedet over koncertplads-planer, vender Viby-borgerne tommelen nedad

Samfund
Christina S. Johansen

I 2021 står Aarhus' nye koncertplads klar, og det bliver på Eskelund.
Sådan lyder meldingen fra forligspartierne bag budgettet for de kommende fire år.
Partierne har besluttet at afsætte 10 millioner kroner til en begyndelse for at lave de indledende øvelser i forhold til at gøre Eskelund klar til store koncerter og festivaler.
LÆS OGSÅ: Budget-forlig: Bering-Bedervejen står allerede klar i 2022
Den melding får særdeles nedadvendte tommelfingre med på vejen fra Viby Fællesråd.
“Det er vi i den grad harme over. Vi føler, at det er Viby-borgerne, som skal bære hele byrden,” fortæller Lars Nikolajsen, der er formand for fællesrådet.
LÆS OGSÅ: Bredt flertal bag budgetforlig: "Det var ikke præget af rævestreger"
Han understreger, at fællesrådet ikke er i mod store, udendørs arrangementer, men Viby er i forvejen hårdt ramt af den slags, mener han.
“Vi kan høre alt fra Tivoli Frihedens fredagskoncerter, og alt fra Stadion, Travbanen og Northside. Dertil kommer så endnu flere koncerter på Eskelund. Vi mener, at vi i Aarhus må deles om det bøvl, som åbne koncerter giver. Det er ikke rimeligt, at det er Viby, som skal bære det hele. Det har vi gjort opmærksom på i mange år,” siger fællesrådsformanden.

Viby må lide under trafik

Det er ikke kun støjgener, som Viby Fællesråd påpeger. Der er i høj grad også tilkørselsforholdene og parkeringsmulighederne.
“Begge dele er elendige ved Eskelund, og det er Viby, som kommer til at betale prisen med øget trafik og parkerede biler. Lige gyldigt, hvordan man vender og drejer det, så kan man ikke lave nogle fornuftige tilkørselsforhold eller nok parkeringspladser. Der er vel højest plads til 1.500 biler, men det er ikke usandsynligt, at der dukker 6000 biler op,” siger Lars Nikolajsen.

Foreslår “fri natur” i stedet

Faktisk har de i Viby Fællesråd en helt anden vision for Eskelund, forklarer formanden.
“I takt med at der sker en øget fortætning i Aarhus, har folk jo stadig brug for områder, hvor de kan opleve den frie natur. Det kunne man bruge Eskelund til,” siger han.
Forslaget er derfor at lave området til et rekreativt område med plads til forskellige aktiviteter - det kunne være hundeskov, motionsområde eller en dyrehave.
De planer bliver fællesrådet ved med at krydse fingre for og kæmpe for:
“Vi bliver ved med at forsøge at overbevise politikerne om, at en koncertplads på Eskelund er helt galt.”
Aarhus må deles om det bøvl, som åbne koncerter giver. Det er ikke rimeligt, at det er Viby, som skal bære det hele
Lars Nikolajsen, formand Viby Fællesråd