En lille hverdagshelt med pels
Efter skilsmissekaos og boligbøvl spreder bomuldshunden, Mocha, glæde i familien Ejlersen i Hammel
En energisk solstråle hver eneste dag. Sådan oplever Linda Ejlersen og hendes tre børn Oskar (14), Frida (11) og Anton (9) den lille hund af racen Bichon Havanais, som blev en del af familien i maj i år. ”Mocha” er navnet, og hun har været et kæmpe plus for familien fra Hammel ovenpå tre turbulente år.
”Jeg blev skilt fra børnenes far i 2014 og har måttet flytte to gange siden på grund af vandskade og andet bøvl. Det har skabt en masse uro på hjemmefronten og påvirket os alle. Børnene er blevet mere sårbare i skolen både fagligt og socialt og har i det hele taget haft sværere ved at klare hverdagen. Mocha blev en gave til os alle. Hun er altid glad, og har altid overskud til at lege eller trøste,” beskriver Linda Ejlersen.
Sammen med børnene har hun valgt at indstille det nye familiemedlem til prisen som Danmarks Dyrehelt 2017 i en konkurrence udskrevet af Agria Dyreforsikring. De vil gerne fortælle, hvor stor glæde et lille dyr kan gøre.
”Jeg fortalte børnene, at jeg skulle interviewes om Mocha til avisen, og spurgte, hvad de var mest glade for ved hende. Svaret var ”det hele”,” griner Linda Ejlersen.
En sort bomuldshund
Tanken om at anskaffe sig en hund har altid været der for Linda Ejlersen. Men hendes ex-mand var ikke med på idéen, og da hun blev skilt, syntes hun ikke, der var overskud til ”en lille ny”. Selvom børnene plagede, måtte de derfor nøjes med deres tre marsvin, som blev passet godt, men som ikke kunne gøre det ud for en hund. Først i dette forår tog Linda Ejlersen skridtet og blev hundeejer. Racen blev valgt med omhu.
”Jeg er vokset op med en labrador, men gik bevidst efter en lille hund, der ikke skulle have flere lange ture hver dag. Desuden var jeg gerne fri for alle hårene og valgte derfor en af de populære ”bomuldshunde”. Men den skulle ikke være hvid, for det er alle de andre. Derfor blev det en sort bichon Havanais,” smiler Linda Ejlersen.
Vild gensynsglæde
Hun har ikke et øjeblik fortrudt, at hun tog skridtet. Mochas behov er overkommelige, og så giver hunden mangedobbelt igen.
”Hun får en tur om morgenen og har det herefter fint med at slappe af, indtil børnene kommer hjem fra skole. Da vender hun til gengæld vrangen ud på sig selv af glæde over gensynet. Hun løber i hælene på børnene og fornemmer lynhurtigt, hvordan de har det. Hvis der er brug for trøst, putter hun sig ind til dem, og ellers er hun klar til leg i haven,” fortæller Linda Ejlersen.
Hun er selv butiksansat og kommer derfor sent hjem de fleste dage.
”Det har betydet så meget for børnene, at der altid er en, som er glad for at se dem, når de kommer hjem - meget mere, end jeg kunne forestille mig. Børnene er meget aktive med fritidsinteresser og andet, men det er blevet sjovere at komme hjem, når man skal ”hjem til Mocha”. Jeg har fået gladere børn, efter at den hund er kommet til,” slår Linda Ejlersen fast.