Borgernes Hus i Veng blev vestegnens samlingshus
Brand i Hårby var startskud til Borgernes Hus
Lørdag 30. september fejrer Borgernes hus i Veng 40 års jubilæum med en stor fest, der varer hele dagen.
Der åbnes med gratis morgenmad. Derpå følger der børnedyrskue, bydyst for store og små, banko, fodbold, hoppeborg og kl. 17.30 grillhygge.
På dagen vil egnsarkivet vise en film fra dengang, Borgernes Hus blev opført i 1977.
Huset har sin egen dramatiske historie. Det rejste sig nærmest som en anden fugl Fønix af asken efter, at Hårby Forsamlingshus brændte om natten 14. oktober 1973.
“Trods en massiv slukningsindsats, kunne huset ikke reddes,” fortæller Erna Bachman fra Lokalhistorisk Arkiv i sognebladet.
Hun fortæller også, hvordan fremsynede folk med Rasmus Jensen, Vengelund, i spidsen hurtigt så, at det ville give god mening at flytte huset til skolen, der manglede idrætsfaciliteter - og skabe et fælleshus både til idræt og forsamlingshus. Og sådan blev det.
Hørning Kommune finansierede sportshallen med omklædning og ungdomsklub - og med hjælp fra et stort antal frivillige fik det daværende Hørning Kommune et forsamlingshus for den vestlige del af kommunen.
I 2016 fik Borgernes Hus desuden en multihal, som skolen bruger til idræt.