Fortsæt til indhold

Hvem har skylden?

Borgmester Jørgen Gaarde præsenterede onsdag på et pressemøde den ventede redegørelse over hændelsesforløbet i Ry, hvor fire drenge kastede en benzinbombe mod en femte dreng

Samfund
Grethe Bo Madsen

Foran 11 snurrende kameraer og 50 pressefolk præsenterede borgmester Jørgen Gaarde onsdag sammen med Børn og Unge-chef Søren Aalund, fungerende skoleleder på Mølleskolen i Ry Alma Schack Andersen og direktør i Skanderborg Kommune Frederik Gammelgaard redegørelsen om hændelsesforløbet i Ry, hvor fire drenge i sidste uge kastede en benzinbombe mod en afghansk dreng.

“Det er en kompleks sag, og skolens arbejde er præget af grundighed og velovervejede beslutninger. Alligevel har den forfærdelige handling fundet sted. Det har skolens mange indsatser ikke kunnet forhindre,” sagde borgmester Jørgen Gaarde.

Forsøg på at skabe klarhed

Borgmesteren understregede gentagne gange, at redegørelsen ikke havde til hensigt at frikende kommunen eller placere et ansvar, men udelukkende skulle tjene til at skabe klarhed over hændelsesforløbet.

“Det er vigtig at vi bliver klogere på den her sag. Evaluerer på, om vi kunne have gjort noget anderledes. Episoden er på byrådets lukkede dagsorden ved næste byrådsmøde, og derefter fortsætter arbejdet i Undervisnings- og Børne-udvalget,” oplyste borgmesteren.

Findes ingen facitliste

Alme Schack Andersen forklarede, hvordan skolens procedurer er for arbejdet med udfordrede elever.

“Beslutninger om indsatser træffes på møder mellem lærerteamet, ledelsen, PPR og de involverede børn og deres forældre. På sådanne møder vurderes grundigt, hvilke veje, man skal gå. Der er altid flere veje at vælge,” understregede hun.

“Vi kigger professionelt og systematisk på de muligheder, der er, og træffer i fællesskab beslutning om, hvilken vej vi skal gå,” forklarede hun.

“Vi skal nu ind og kigge på de beslutninger, vi har truffet. Hvorfor valgte vi dem på det pågældende tidspunkt fremfor andre. Der er ingen facitliste. Vi kunne have truffet andre valg, og så var det her måske aldrig sket. Men det kunne måske også være gået endnu værre.”

Fejl og svigt?

På spørgsmålet om, hvorvidt kommunen eller skolen har svigtet og fejlet svarede borgmesteren:

“Vi anerkender de meget omfattende indsatser, skolen har gjort på den her årgang. De var desværre ikke nok til at forhindre at det skete. Derfor følger vi op. Om andre indsatser ville have forhindret hændelsen, det kan ingen vide.”

“Vi handler altid”

Ifølge Alma Schack Andersen kan både elever og forældre regne med, at der bliver lyttet, når de fortæller om problemer og konflikter.

“Vi lytter altid. Og vi tager altid handling på det. Men det, nogen måske kan have svært ved at forstå, er, at det ikke altid er de drastiske beslutninger, som de måske havde forestillet sig, der bliver gennemført. Og så får de den opfattelse, at vi ikke handler, men det gør vi. At vores handlinger ikke altid er synlig for dem skyldes indsatsens karakter og hensynet til tavshedspligten,” forklarede hun.

Hvem har ansvaret?

Har samfundet og skolen nogen skyld i det her?

“Skolen har en omfattende opgave og tager fat i meget, der også går ud over det faglige. I Danmark er der en anerkendelse af skolens særlige måde at møde børnene på. Så kan man godt få den fornemmelse, at skolen kan forhindre og løse alting, selvom det ikke er tilfældet” svarede Jørgen Gaarde.