Fortsæt til indhold

Ny hytte skal få Rundhøj-borgerne på banen

Borgernes vision for lokalområdet er i fokus i nyt medborgerskabs-projekt på Rundhøjtorvet

Samfund
Christina S. Johansen

“Hvad skal der være her?” Det spørgsmål opfordres Rundhøj-borgerne til at komme med deres bud på i et nyt midlertidigt byudviklingsprojekt på Rundhøjtorvet. På den gamle tankstationsgrund er en hytte under opførelse. Den bliver skabt ud af to containere.
“Den bliver skabt ud fra en medborgerskabstanke. Lokalområdets borgere kan komme forbi og hjælpe med at bygge, eller de kan lægge deres vision for Rundhøj-området,” fortæller Esben Kullberg (S) fra gruppen 'Vores Rundhøj', som kæmper for et mere indbydende torv.
“På den her måde får vi også indtaget torvet rent fysisk. Det viser, at der er en proces i gang om torvets fremtid,” fortsætter Esben Kuulberg.
Hytten, som bliver 35 kvadratmeter stor, står efter planen færdigbygget i begyndelsen af sommerferien. Det er arkitekt Eske Bruun, der i det daglige er tovholder på 'Omdrejningspunkt Rundhøj', som projektet er blevet navngivet.
“Der kommer mange nysgerrige forbi og giver udtryk for, at de er så klar på, at her sker noget,” siger han og forklarer, at der er såkaldt 'borgerbyg' onsdage klokken 17-21 og søndage klokken 9-16.
Her svinger man forbi og giver sin idé eller kræfter med.
“Som udgangspunkt står hytten i et år - men vi håber på tre-fire år, indtil en eventuel ny lokalplan er på plads,” siger arkitekten.
De lokales indput spiller ind i forhold til den videre proces for at ændre torvet.