Folk-festival spiller op til dans
Verdenskendte navne inden for genren besøger Aarhus fra på lørdag
Aarhus Folk Festival finder sted fra lørdag 30. september til søndag 8. oktober, og åbningsballet sker i Studenterhus Aarhus, lørdag 30. september klokken 18.45, hvor alle bydes op til fælles folkedans træning.
Klokken 19.30 er der helt traditionel folkemusik med Spillemandslauget Østjyderne, derefter det mere moderne Mads Hansens Kapel for til sidst at rase ud i vildskab, puls og strengespil med smidighed og stamp, når Trolska Polska med læder og trommer forfører folkeånden ind i natten.
»Folkemusikken og -dansen oplever i disse år en stor opblomstring i hele landet. Med Aarhus Folk Festival vil vi gerne give det aarhusianske publikum mulighed for at opleve noget af den traditionelle folkemusik- og dansekulturs særegne stemning. Det gør vi med verdenskendte folkemusiknavne samt nyere up-coming bands,« siger formand for Aarhus Folk Festival, Jonathan Fjord Bredholt.
Af koncerthøjdepunkter til Aarhus Folk Festival kan nævnes: Den fremadstormende unge folkemusikgruppe, Mynsterland, der vandt Danish Music Awards Folk Talent 2016. Mynsterland spiller på Atlas fredag den 6. oktober klokken 21 på Atlas.
Man kan læse mere på www.aarhusfolkfestival.dk.
jbe