Generalkonsul Kim Andersen fylder 60 år
Kim Andersen, Danmarks generalkonsul i Flensborg, fylder tirsdag 17. oktober 60 år.
Kim Andersen tiltrådte 1. september stillingen som leder af Generalkonsulatet i Flensborg, der er en dansk repræsentation under Udenrigsministeriet. Han var medlem af Folketinget for Venstre i næsten 18 år, fra 1998 til valget i juni 2015.
Han var igennem alle årene valgt i Skanderborgkredsen i Østjyllands Storkreds. I perioden 1993-2007 var Kim Andersen medlem af Aarhus Amtsråd, hvor han blandt andet sad i økonomiudvalget. Samtidig var han i en årrække medlem af Skanderborg Byråd, hvor han var 1. viceborgmester. Han blev i 2007 udnævnt til ridder af Dannebrog.
Kim Andersen er gift med Birte Margrethe Andersen, der er plejedistriktschef og medlem af Skanderborg Byråd – også for Venstre. Sammen har parret tre voksne børn samt et barnebarn. Parret har beholdt deres hus i Skanderborg.
Fødselsdagen fejres på Generalkonsulatet, Nordergraben 19 i Flensborg, hvor Kim Andersen på dagen har inviteret Det danske Mindretals Samråd til frokost, og på lørdag er der middag for familie og venner.
cns