Fortsæt til indhold

Hjerte-rehabilitering er en succes

Kommunen får ros, efter at have overtaget hjerte-rehabilitering

Samfund
Arkiv

De 19 kommuner i Region Midt fik i starten af 2017 overdraget opgaven med at rehabilitere borgere, som har haft en blodprop i hjertet eller som er blevet opereret i hjertet.

I Skanderborg Kommune er 92 personer blevet henvist til hjerte-rehabilitering siden årsskiftet, og de første resultater med den nye målgruppe er rigtigt gode.

“De personer, som har deltaget i forløbet, fortæller, at de har fået bedre søvn, mere energi og tryghed ved at bevæge sig og få pulsen op," siger Tove Voss, lederen af Det Kommunale Sundhedscenter, i en pressemeddelelse.

De fysiske tests viser også, at det virker. 80 procent af deltagerne har øget deres fysiske kapacitet med mindst 10 procent, som er et af målene i forløbet. Flere af deltagerne har øget kapaciteten med meget mere - for eksempel 41 procent og 67 procent. Samtidig mindsker mange af deltagerne deres taljemål under forløbet.

Inden opgaven overgik til Skanderborg Kommune, blev der etableret et Hjerteteam under Det Kommunale Sundhedscenter. Teamet består af en sygeplejerske, en diætist og to fysioterapeuter.
Rehabiliteringen dækker over genoptræning, samtaler, patientuddannelse, kostvejledning og eventuelt hjælp til rygestop, og den brede tilgang gør en forskel.

”Fællesskabet på holdet er også vigtigt, fordi deltagerne kan spejle sig i hinandens historier og udveksle erfaringer," siger Tove Voss.

Det var et fantastisk forløb

En af deltagerne er 50-årige Søren Bach Andersen. Han fik en blodprop i hjertet i april og meldte sig efterfølgende til forløbet, fordi han gerne ville i gang med at dyrke motion igen.

“Det var et fantastisk forløb for mig. I starten turde jeg ikke presse mig selv, fordi jeg var bange for at overbelaste hjertet, men teamet på holdet var gode til at give mig tryghed. Jeg var i starten skeptisk, men det var et godt forum, hvor vi mødte ligesindede og grinte meget, så det var en rigtig god og positiv måde at komme i gang med hjerte-rehabilitering," siger Søren Bach Andersen.

Fra politisk side er der stor tilfredshed med det kommunale tilbud. I en undersøgelse svarer 93 procent af deltagerne, at de i høj grad vil anbefale forløbet til andre.