Det skal borgerne betale for stormflodssikring
Beboerne i Jyllinge Nordmark skal betale mellem 100 og 300 kr. om måneden for sikringen mod oversvømmelser
Langt de fleste ejendomme, der bliver sikret mod oversvømmelser, kommer til at betale omkring 230 kr. om måneden på et 25 årigt kommunegaranteret lån.
Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.
Nogle få ejendomme, der kun risikerer at få oversvømmet deres adgangsveje kan nøjes med ca. 115 kr./md., mens de ca. 60 ejendomme, der også får gavn af et østdige ud mod Værebro Å, får en betaling på omkring 275 kr./md.
Denne fordeling af bidragene til diger og sluse har nu været til behandling igen i kommunens Klima- og Miljøudvalg. Oprindeligt indgik betalingen af Østdiget som en del af det samlede projekt, men statens Miljø- og Fødevareklagenævn afgjorde i maj måned, at kun de ejendomme, der får direkte gavn af diget ud mod åen, må bidrage af betalingen hertil.
Formand for digelaget i Jyllinge Nordmark, Philip Lange Møller, fortæller, at digelaget har taget nævnets beslutning til efterretning - selv om Kystdirektoratet anbefalede den mere simple bidragsfordeling.
Justering af diget
”Klagenævnets afgørelse indebærer, at ca. 60 grundejere alene skal afholde grundejernes andel (50 %) af anlægget af Østdiget, mens Roskilde Kommune betaler de andre 50 %. Derfor har vi arbejdet med at justere placeringen af diget, så det flyttes op mod husene ved åen. På den måde kan anlægsudgifterne for Østdiget reduceres fra 5,4 til 1,2 mio. kr. - og grundejernes andel reduceres altså til 600.000 kr., som fordeles på de ca. 60 ejendomme og kan finansieres med et kommunegaranteret lån. Dermed bliver prisen for Østdiget på 45 kr./md. for de, der skal betale,” siger Philip Lange Møller.
Formand for kommunens Klima- og Miljøudvalg, Jonas Bejer Paludan, har stor ros til digelagets konstruktive arbejde med at finde gode løsninger.
”Stormflodssikringen i Jyllinge Nordmark er på ingen måde let. Der er lovgivning inde over om både åbeskyttelse, kystbeskyttelse og fredede områder. Samtidig er det jo heller ikke altid let at få 100% opbakning fra alle 468 grundejere, som er med i projektet. Så en stor ros til digelaget, der nu er nået så langt, at projektet er tættere på at gå i udbud om få måneder,” siger Jonas Bejer Paludan.
Fire ugers høring
Forslaget til ny bidragsfordeling kommer i 4 ugers høring hos de berørte grundejere. På baggrund af de modtagne høringssvar, træffer byrådene i Roskilde og Egedal en ny afgørelse om bidragsfordeling og fremme af kystbeskyttelsen.
Den samlede anlægsudgift til stormflodssikring i Jyllinge Nordmark vurderes p.t. til 47 mio. kr. Roskilde Kommune har besluttet at afholde 50 % af de 44 mio kr., som er betalingen for grundejere i Roskilde Kommune.