Spejdernes loppemarkeder er reddet - ny model sikrer dem fair del af genbrugsguldet
Renosyd og de frivillige organisationer har fundet model til fordeling af genbrugsvarer
En spejderhytte i Ry var lørdag 22. april den perfekte ramme for diskussion og idéudvikling i forhold til, hvordan frivillige organisationer i Skanderborg og Odder kommuner i fremtiden kan samarbejde med Renosyd om affald til genbrug.
DDS spejderne i Ry, FDF Hørning, Høver Beboerforening, Retroen i Odder, der drives af KFUMs Sociale Arbejde, og Renosyd deltog her i en workshop med fokus på fremtidens samarbejde.
I fem timer blev der diskuteret, udvekslet erfaringer og skabt nye idéer. De mange idéer blev efterfølgende vendt og drejet, foreløbigt med det formål at udarbejde et oplæg til Renosyds bestyrelse, der konkretiserer, hvordan der i fremtiden kan samarbejdes om affald til genbrug indleveret på Renosyds genbrugspladser.
”Jeg var rigtig glad, da jeg kørte hjem fra Ry,” fortæller Peter Jeppesen, der er frivillig i FDF Hørning, efterfølgende i en pressemeddelelse.
”Glad fordi vi som frivillige organisationer følte os taget seriøst, og glad fordi vi havde en god og meget konstruktiv dialog om de udfordringer, der skal løses”.
Foreløbig model fungerer
De seneste måneder har kunderne på Renosyds genbrugspladser i Odder, Ry, Hørning og Galten haft valget mellem, om de vil sætte affald til genbrug i en container til frivillige organisationer eller i en container, hvor genbruget sikres gennem Renosyds genbrugsbutik Værdicentralen.
Det er en model, som alle frivillige organisationer bakker op om, og som fungerer godt i det daglige.
Peter Nordheim, formand for bestyrelsen i Høver Beboerforening, og Karin Tønner Hansen, der er daglig leder af Retroen i Odder, siger:
”Vi oplever både i Odder og i Skovby, at der nu kommer mere genbrug ind i vores container end før. Vi er meget tilfredse med Renosyds initiativ. Det er godt, at vi kan sætte os ved samme bord og drøfte tingene.”
Renosyds bestyrelsesformand Kristian Skovhus er også meget tilfreds med de tilbagemeldinger, der er kommet efter workshoppen.
”Vi ønsker, at der skabes et godt samarbejde mellem de frivillige organisationer og Renosyd. Vores mål er, at der genbruges mest muligt affald. Vi ønsker et godt samarbejde med alle de mange frivillige, der gør et stort arbejde for at genbruge. Så jeg er utrolig glad for, at det nu ser ud til, der er en løsning på vej”.
Frem til næste bestyrelsesmøde hos Renosyd i juni arbejder de frivillige organisationer og Renosyd videre med et oplæg til nye principper for samarbejdet, som kan lægges frem til bestyrelsens godkendelse.