51 heldige vindere i spejdernes Børn-hjælper-børn lotteri
Lokale butikker i Skanderborg står bag præmierne i FDF’s lotteri ’Børn hjælper børn’
51 skanderborgensere blev i den forgangne uge de heldige vindere af præmier sponsoreret af Skanderborgs butikker, foreninger og erhvervsvirksomheder. Smykker, tøj, gavekort, brugskunst, kogebøger, køkkenmaskiner, hudplejeprodukter, og gavekort til oplevelser og spisesteder er blot nogle af de præmier, der nu er på vej til deres nye ejermænd.
Præmieregnen er resultatet af det første af to lotterier arrangeret af FDF Skanderborg-Stilling, hvor overskuddet går ubeskåret til projekt Børn Hjælper Børn, der samler penge ind til Blå Kors Grønlands' arbejde for udsatte børn. Det er ambitionen at indsamle 40.000 kr. ind til donation fra de to lotterier.
En af de butikker, der har sponsoreret præmier, er Butik Nordby i Skanderborg.
”Jeg var ikke i tvivl om, at jeg gerne ville støtte FDF's lotteri, og så var det jo bare om at kigge på hylderne og finde nogle gode ting at putte i præmiekurven. Det er et rigtig godt initiativ at involvere de lokale butikker, foreninger og virksomheder, så vi på den måde er fælles om at gøre en forskel ud fra devisen mange bække små,” fortæller Pernille Stokholm fra Butik Nordby.
Claus Elkjær Flugt fra FDF, som er tovholder på projektet, er enig i, at netop fællesskabet og den lokale forankring omkring de to lotterier er helt afgørende.
”Vi vil gerne takke butikker, foreninger og virksomheder i lokalområdet for den store opbakning og de sponsorerede præmier. Og så vil vi naturligvis også takke de mere end 1000 borgere i Skanderborg, som allerede har støttet vores lotteri.”
De sponserede præmier og vindernumrene kan ses på Facebook-siden helpfdf i billedalbum 'Malik lotteritrækning' og 'Aviaja lotteritrækning'. Der kan købes lodsedler til lotteri nr. to, Aviaja, ved at poste en besked på Facebook-siden.