Fortsæt til indhold

Borgermøde med vekslende udbytte

Mødet torsdag 28. september i Sløjfen trak de store linjer for fremtidens kollektive trafik - ikke de lokale og aktuelle.

Samfund
Af Christina Brorson

“Jeg er afhængig af bussen og har været det i 20 år, men forbindelserne bliver bare ringere og ringere. Når jeg klager, siger folk ofte: “Hvorfor flytter du ikke bare til byen?”. Men jeg vil ikke flytte fra Houlbjerg,” erklærer Inge Feddern fra Houlbjerg.
Hun har fået en veninde til at køre sig ind til borgermødet i Hadsten klokken 18-21 tordag 28. september, fordi busforbindelsen fra Houlbjerg for længst er indstillet på det tidspunkt af dagen. Inge Feddern vil gerne kæmpe for den kollektive trafik, som hun kender den, men indser i løbet af aftenen, at dette ikke er anledningen.
“Jeg troede faktisk, at det var et møde med politikerpanel. Men det er det så ikke,” smiler Inge Feddern.
Pizza og rødvin er et ringe plaster på såret.
“Jeg spiser aldrig pizza. Men nu er det to timer siden, jeg plejer at spise aftensmad, og så er man jo blevet sulten,” griner Inge Feddern, der dog ikke ser ud til at ærgre sig særlig meget over udflugten til Hadsten.

Politikere blev klogere

Faktisk var målgruppen for borgermødet om fremtidens kollektive trafik på Sløjfen torsdag netop helt almindelige borgere som Inge Feddern. Men de var sparsomt repræsenteret rundt om ved de kvadratiske caféborde i Lilleåsalen, hvor cirka 80 tilhørere var troppet op. Langt de fleste var enten politikere eller ansatte i region, kommune, Midttrafik eller andre transportselskaber.
Kurt Andreassen (V), formand for teknik- og miljøudvalget, der stod som vært for arrangementet, mente dog på ingen måde, at aftenen var skudt ved siden af.
“Vi politikere har i høj grad brug for at blive klædt på til fremtiden også. Jeg er blevet meget klogere i aften, og det tror jeg vi alle er blevet - på hvor hurtigt udviklingen faktisk går, og på alternativerne til traditionel buskørsel.”
Som et af alternativerne nævnte Kurt Andreassen Midttrafiks teletaxa, der i fremtiden omdøbes til “flexbus” - en service, der sættes ind på faste ruter med hyppige afgange, men som kun går, hvis man forudbestiller. Blandt aftenens mere visionære indslag var de førerløse busser i Aalbog, som i øjeblikket er på teststadiet. Mette Skamris Holm fra Trafikplanlægning i Aalborg Kommune fortalte om morgendagens kollektive transport, der, hvis alt går vel, indføres som testrute i 2018.

Et møde til Karins Taxi

Kollektiv transport er mange ting. Karin Andersen, indehaver af Karins Taxi og Hammel Taxa var troppet op til borgermødet, sammen med af en sine chauffører, Karsten Byskov. De to taxifirmaer, der råder over 6 af Favrskov Kommunes i alt 13 taxier, kører en del kommunale flexture. Karin Andersen og Karsten Byskov var mødt op for at gøre opmærksom på ordningens fejl og mangler. Ved cafébords-snakken efter oplæg og pizza tog de fat i Kurt Andreassen.
“Flextur blev indført som en erstatning for nedlagte busruter, men ifølge mit skøn er 89 procent af turene i dag korte taxiture - ned for at købe ind og tilbage igen,” oplyste Karin Andersen.
“Skal offentlige kroner virkelig betale sådan nogle ture? Og hvis de skal, er det så rimeligt, at vi kun har 2 minutter til ture, der starter og slutter i samme by. To minutter er ikke lang tid,” gjorde Karin Andersen opmærksom på.
I modsætning til Inge Feddern fik hun det, hun var kommet efter. Efter en kort tænkepause, og et smut hen til Midttrafiks bord, lovede Kurt Andreassen taxifolkene et møde - “skal vi sige i næste uge?”
“Ja, lad os det,” sagde Karin Andersen.