At vorde eller ikke at vorde
Jeg hører til vorderne, sagde min gamle (fantastiske) lærer i praktisk teologi altid. Fordi det lød sjovt og så for at præcisere, at han ikke gik ind for den udgave af FaderVor, som blev indført med den seneste autoriserede bibeloversættelse i 1992.
Den nyeste oversættelse siger Helliget blive dit navn i stedet for Helliget vorde dit navn. Men han holdt fast i vorde.
Det var ikke for bare at være gammeldags eller af foragt for indførelsen af noget nyt. Men fordi han havde lært det sådan som barn – og fordi han mente, at vorde ganske enkelt er et bedre udtryk for, hvad bønnen betyder.
Vorde (og ikke vorte, som konfirmanderne elsker at sige) er ikke et ord, vi bruger ret mange andre steder og det var vel også derfor, at man ville af med det.
Grunden kan være gyldig nok, men måske er oversættelsen ”blive” ikke den rigtige? Blive er noget, der skal ske engang og ligger ude i fremtiden. Vorde indeholder i sig et håb eller et ønske i stil med det tyske Werden.
Vi kender det fra udtrykket en vordende mor.
For min lærer var det et fint udtryk for, hvad Helliget vorde dit navn skal betyde. En vordende mor er en kvinde, som endnu ikke er mor, men er på vej til at blive det.
Alligevel er det afgørende sket med hende, hun er gravid og er derfor i en vis forstand mor allerede…men først fuldt, når barnet kommer.
I vorde ligger et håb eller en forjættelse i udtrykket, som blive med sit fokus på fremtiden ikke kan indfange.
Luther siger det også så klart i sin bog 'Fadervor udlagt for jævne folk', at Guds navn er allerede helligt i sig selv og ikke skal helliges af os. Derimod, siger han, skal det helliges i os og holdes helligt…. 'når det sker, så er alt godt…'.
Jeg lader altid mine konfirmander vælge, hvilken udgave af bønnen, vi skal bruge og til dato har alle valgt vorde. Og hvorfor? Ja, åbenlyst, fordi de hører mig sige det, men når jeg har spurgt dem, har de også svaret, at det lyder smukkest sådan.
Og jeg forstår dem. Der er en skønhed og en tyngde i ordet vorde. Så jeg hører også til vorderne.