“Vi har ikke opgivet at få Banedanmark på andre tanker”
DSB-pendlergruppe med fokus på Frederikssundbanen foreslår Banedanmark, at næste års sporarbejde udføres med tyve minutter-drift i stedet for en total lukning af hele strækningen - nu venter borgermøde i Egedal
De mange pendlere, der dagligt bruger S-togslinjen mellem Valby og Frederikssund, fik i starten af september morgenkaffen galt i halsen, da Lokalavisen kunne afsløre, at Banedanmark til næste år lukker strækningen i tolv uger som følge af et omfattende sporarbejde.
Beslutningen, der blandt andet betyder en togfri strækning i perioden fra 1. juni til 25. august, har fået pendlerne til at udtrykke store frustrationer, og hos DSB-pendlergruppen med fokus på Frederikssund-banen kan man sagtens forstå borgerne.
“Vi er på ingen måde begejstret for projektet. Det er meget voldsomt med en total lukning i så mange uger. Det vil give store udfordringer for pendlerne, selvom toget erstattes med togbusser,” siger Bent Njor, Stenløse-borger og medlem af pendlergruppen.
Selvom Banedanmark er kommet med en officiel udtalelse om sporarbejdet, så har pendlergruppen og Bent Njor ikke helt opgivet håbet om en mere “mild” tog-løsning.
“Vi vil forsøge at få Banedanmark på andre tanker. Det er en kamp, som vi er klar til at tage fat på, for det berører rigtig mange mennesker,” siger Bent Njor, som gerne vil løfte sløret for en anden plan.
Egedal rammes hårdt
“Vi så jo gerne, at Banedanmark havde besluttet en tyve minutters drift i stedet for en total lukning af banen. Man kunne godt udføre sporarbejdet og samtidig have tyve minutters drift mellem Ballerup og Frederikssund. Det ville hjælpe en hel del,” lyder det fra Bent Njor.
Forslaget fra pendlergruppen bliver nu afleveret til Banedanmark på et borgermøde torsdag den 9. november kl. 18.30 i Stenløse Kulturhus.
“Egedal Kommune har fire stationer på strækningen, nemlig Veksø, Stenløse, Egedal og Ølstykke, så kommunen og sine borgere kommer til at kunne mærke det her. Derfor har vi taget kontakt til Egedal Kommune omkring dette borgermøde. Vi holder det i samarbejde for at orientere borgerne, men Banedanmark vil også deltage, så vi opfordrer folk til at kigge forbi,” siger Bent Njor.
Ifølge planen, så bliver strækningen ikke kun lukket ned i tolv uger. Også dage omkring Påske, St. Bededag, Kr. Himmelfart og Pinse kan blive uden S-tog.
Derudover vil strækningen også være delvist spærret i uge 42, som for de fleste er ugen, hvor efterårsferien bliver afholdt.