Herrens veje...

Jeg ser med glæde Adam Prices søndags tv-serie ”Herrens veje”.

Før serien rullede over skærmen, havde jeg læst, at Adam Price ville vise, at præster er almindelige mennesker og ikke altid Guds bedste børn.

Men hvem i alverden tror, at præster er bedre end andre mennesker?

Hvem i alverden tror, at præster har styr på livet, lykken og kærligheden?

Hvem tror, at præster ikke har ondt i livet, bliver fortvivlede, har skrantende selvtillid, laver fejltrin og træder ved siden af?

Præster er fuldstændig lige så almindelige, unikke, mærkelige og særlige som alle andre mennesker, blot ud fra den enkle betragtning at det er mennesker, der er præster.

Johannes, den gamle far og præst i serien har menneskelige problemer. Han er alkoholiker med, hvad dertil følger af udfordringer, problemer, svigt og fejltrin.

Det er menneskeligt, men jo ikke almenmenneskeligt. Det er ikke størstedelen af befolkningen, der har alkoholproblemer og derfor heller ikke størstedelen af præster.
Jeg synes, at serien flot skildrer en mand med indre dæmoner, der kæmper med sit gudsforhold eller måske snarere med sit selvværd. Naturligvis krydret med tv-seriens behov for drama og enkelthed.
Johannes kæmper med sit selvværd måske på grund af sit Guds-billede. Eller måske er hans Guds-billede sådan, at det former hans manglende selvværd. Vores Guds-billede og menneskesyn hænger ofte sammen.

Vores store reformator Luther troede, at Gud var en meget streng dommer, hvilket førte til, at hans selvværd blev ødelagt, fordi han aldrig kunne gøre sig selv og Gud tilfreds. Indtil han fik læst ordentlig i Bibelen og indså, at Gud ikke er en streng dommer men kærlig og tilgivende.

Jeg håber, at Johannes i løbet af serien får sig et andet Guds-billede og indser, at vi er elskede, ikke fordi vi er noget eller gør noget særligt, men på trods af alle vores fejl og mangler.
Jeg håber sådan set også, at kærlige mennesker hjælper ham med hans alkoholproblem til glæde for både ham og hans familie.

Serien er ikke realisme. Men den er en god søndags-tv-serie med de præmisser en sådan kræver nemlig en familie, hvor problemerne står i kø, hvor handlingen er komprimeret og situationerne overdramatiseret. Det skal det være, for ellers gad vi slet ikke se på det.

Den tager fat i mange gode emner og temaer fra kristendommen og vores almenmenneskelige liv.

Andet afsnit gav mig især hjertebanken og hoppen i sofaen, da sønnen bliver udsendt som feltpræst og skyder en civil. Her var tydelige skildringer af soldaternes dødsangst og familiens angst for at miste deres unge mand ved fronten. Feltpræster har siden påpeget, at ingen feltpræst nogensinde har skudt et andet menneske.

Det andet afsnits klare temaer var tro og overtro. Spørgsmålet om præsten kan velsigne våben. Spørgsmålet om en mor på tværs af kontinenter kan mærke, at ens søn er i fare. Spørgsmålet om bøns virkning. Spørgsmålet om tro virker.
Tredje afsnit handlede mest om ikke at tro. Ikke at tro på Gud, ikke at tro på sig selv, ikke at tro på noget.

I skrivende stund er fjerde afsnit endnu ikke rullet over skærmen, men det er helt sikkert, at jeg igen sidder i sofaen og suger dramaet til mig og efterfølgende vil fundere over Adams Prices temaer.

Ifølge Adam Price selv har han netop ønsket at skabe debat om og refleksion over kristendommen og tro.