Ønske om mere hjælp til de uhelbredeligt syge
Kræftens Bekæmpelse ønsker også mere hjælp til de pårørende
Der bør laves et 24/7/365-tilbud til både de borgere i kommunen, der er uhelbredeligt syge af kræft samt til deres pårørende. Det mener Kræftens Bekæmpelse i Skanderborg.
Tilbuddet skal dække 'hullerne' i den ellers rigtig gode dækning, der er for både patienterne og deres pårørende.
“Det smertelindrende team fra regionshospitalet i Horsens samt de lokale praktiserende læger gør en stor og dygtig indsats for at skabe gode forløb i hjemmet for både kræftpatienter og pårørende, men tilbuddene følger åbningstiderne, og dermed er der 'huller' om natten og i weekenden,” siger Erik Kjær Hansen, næstformand i Skanderborg-afdelingen af Kræftens Bekæmpelse.
Som det er nu, har kræftpatienterne en såkaldt tryghedskasse i deres hjem, hvori der findes smertelindrende medicin. Men det er ikke altid nok.
“Man skal forstå, at vi har at gøre med mennesker, der har fået den sværeste besked af alle, og som konstant har Døden stående ved siden af sengen,” siger Erik Kjær Hansen.
Fokus på pårørende
Det er imidlertid også vigtigt at huske de pårørende til de uheldbredeligt syge kræftpatienter, mener Erik Kjær Hansen.
“De pårørende gør et kæmpe stykke arbejde, men det er vigtigt at huske at klæde dem rigtigt på. Vi kunne rigtig godt tænke os, at der blev lavet nogle pårørendegrupper, hvor medlemmerne dels kan udveksle erfaringer og dels mødes med en fagperson, der kan fortælle dem, hvordan de løser opgaven bedst muligt. Det at være pårørende er i denne situation en opgave, man ikke bør stå alene med,” siger han.
Lokalafdelingen af Kræftens Bekæmpelse har noteret sig, at der i det kommunale budgetforlig for 2018 er blevet afsat 3,1 mio. kr. til den akutte sygepleje.
“Vi har haft et møde med blandt andet ældrechef Lis Kaastrup og fortalt om vores ønsker, og så håber vi, at politikerne i det nye byråd vil bruge nogle af de afsatte midler på dette område,” siger Erik Kjær Hansen.