Finn med madvognen
73-årige Finn Hjortshøj fra Hinnerup har efter sit liv som gymnasielærer fundet sig et helt nyt netværk af kolleger
”Du kan kende mig på hestehalen.”
Finn Hjortshøj er i telefonen, vi aftaler at mødes på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus til en snak om den aktive tilværelse, den 73-årige tidligere gymnasielærer har fået.
”Jeg bruger min fredag på at køre ud med mad fra Fødevarebanken i Aarhus Nord. Den bank havde jeg aldrig hørt om for tre år siden,” siger Finn, da vi har slået os ned i et stille hjørne af biblioteket.
”Og indimellem afløser jeg også om mandagen.”
Fødevarebanken er en organisation, som formidler det madspild, der måtte være i industrien, over til socialt udsatte i samfundet.
SE TV: FØDEVAREBANKEN I AKTION PÅ SMUKFEST
”Jeg hørte første gang om Fødevarebanken, da jeg spillede golf med en kammerat i Brøndby. Han arbejdede for deres afdeling i København, så da jeg kom hjem til Østjylland, tog jeg kontakt til afdelingen i Aarhus Nord.” Det er frivillig arbejdskraft, han leverer. Ikke engang en busbillet kan det blive til.
”Men det er et fantastisk sted at arbejde,” siger Finn Hjortshøj, som tidligere var gymnasielærer i Ikast.
”Når du forlader arbejdsmarkedet, mister du alle dine kolleger. Nu har jeg fået masser af nye kolleger her i Fødevarebanken. Vi har et rigtig godt socialt sammenhold. Ja, jeg plejer at sige, at det jo ikke gør noget, at det samtidig går til et godt formål.”
Slik er et stort hit
Han har været med i alle faser af Fødevarebankens virke. Fra indsamlingen hos fx Arla eller Årstiderne, gennem centralen på P. O. Pedersens Vej i Aarhus Nord, til udbringningen.
”Og det sidste er det sjoveste, synes jeg. Du møder køkkenpersonalet på bostederne, og du kan mærke glæden hos dem, når vi ankommer.”
LÆS OGSÅ: FRA MADSPILD TIL MÅLTID
Vognen er fyldt op med mange forskellige madvarer. Mælk, fløde og grøntsager er der god afsætning på. Men også fisk er med på hitlisten.
”Før i tiden havde kunderne ikke råd til fisk, det har de så nu, når vi kommer. Det er jo en sund spise,” siger Finn, som også kan have slik med i lasten.
”Og det hitter og spreder glæde. En ødelagt palle med slik kan ikke sendes ud som normalt, men så kan vi overtage den.”
”Og vi forsøger at rationere undervejs, så der også er til stederne sidst på ruten.”
Kunderne kan huske mig
Finn dækker en rute, som afgrænses af Vejle i syd via Herning, Viborg til Hobro.
”Vi kører ud kl 8 fredag morgen og er tilbage ved 13.30-tiden. Og på turen er der tid til lidt gode politiske diskussioner med kollegerne.”
Han glæder sig også over forholdet til de kunder, som han møder uge efter uge.
”Vi lærer hinanden at kende. Så det er jo rart, når nogen spørger, hvordan min golfferie forløb i sidste uge.”
Arbejdet kræver en rimelig fysik.
”Du skal løfte kasser, men det er jo dejligt at bruge sin krop. Og du kan se resultatet med det samme.”
Hans kolleger i dag er for manges vedkommende i det lidt ældre segment. Med mange forskellige uddannelser bag sig.
”Det er jo også en spændende ting, at høre om andres liv."
LÆS MERE: FØDEVAREBANKENS HJEMMESIDE