Fortsæt til indhold

Vil du være med til byens hyggeligste julemarked?

Samfund
Arkiv

Den gamle, gule købmandsgård i hjertet af Grenaa er hvert år rammen om Museum Østjyllands julemarked. Boderne i gården bugner af hjemmelavede lækkerier, keramik, strikkede herligheder, julepynt og andet godt.
Museet søger i år deltagere til julemarkedet, som løber af stablen lørdag 2. december klokken 10 - 16, og alle slags bodholdere er velkomne med deres hjemmelavede varer.
”I år er julemarkedet udendørs i den fine gård, fordi vi har pladsmangel på grund af udstillinger indenfor. Og så er det bare så hyggeligt at have julemarkederne ude i gården, det giver en fantastisk, autentisk stemning. Selvfølgelig kan det godt være lidt køligt, men tidligere har vi mageligt kunnet holde varmen med vintertøj og en god kop varm kaffe eller kakao,” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard i en pressemeddelelse.
I boderne skal helst sælges varer, der er på den ene eller anden måde er hjemmelavede eller har en håndværksmæssig kvalitet. Det kan være ting lavet af træ, glas, stof, garn, papir osv.
Har du lyst til at deltage med en bod, så kontakt Marietta Haugaard Udengaard på telefon 87 12 26 12 eller på mhu@museumoj.dk.