Skanderborg ansætter ny direktør
Lone Vesterman Rasmussen blev onsdag aften godkendt af byrådet som ny direktør i Skanderborg Kommune med fokus på fagområderne Beskæftigelse og Sundhed samt Ældre- og Handicap.
Lone kommer fra en stilling som direktør for Sundhed, Arbejdsmarked og Socialområdet i Tønder Kommune og har har tidligere været seniordirektør i Kolding Kommune og pleje- og sundhedschef i Fredericia Kommune.
“Skanderborg Kommune er ambitiøs både i forhold til at nytænke og udvikle velfærden og ved at være i front på udviklingen af den kommunale sektor i det hele taget. Den måde styring og udvikling tænkes på, tiltaler mig og matcher med mine egne erfaringer gennem de seneste år. Jeg glæder mig til at blive en del af et stærkt lederfællesskab og til et godt samarbejde med det politiske niveau,” fortæller Lone Vesterman Rasmussen i en pressemeddelelse.
Det var et enigt ansættelsesudvalg, som valgte at pege på den nye direktør, og onsdag aften godkendte Byrådet ansættelsen.
Lone afløser konstitueret direktør Annie Noes, som har valgt at gå på pension. Lone bliver dermed en del af Skanderborg Kommunes tre-mands-direktion sammen med kommunaldirektør Lisbeth Binderup og direktør Frederik Gammelgaard.
“Lone kommer med en stærk faglighed og flere års ledelseserfaring på direktør-niveau, hvor hun har dokumenteret flotte resultater. Hun har nogle gode menneskelige egenskaber, som vi ser frem til at få glæde af – blandt andet er hun en stærk kommunikatør. Sammen bliver vi et rigtigt godt hold,” siger kommunaldirektør Lisbeth Binderup.
Lone er uddannet ergoterapeut og har blandt andet taget en master og diplomeksamen i ledelse fra Syddansk Universitet. Hun er 53 år og bosiddende i Egtved. Hun tiltræder stillingen som direktør i Skanderborg 1. maj.