Skanderborg på udskældt liste for dyre lederaftaler
Kommune havde en fratrædelsesudgift for direktører på 4,377 mio. kr, fra 2011-16
Skanderborg Kommune er med på en liste over 20 kommuner, der har udbetalt fratrædelsesgodtgørelse til direktører, selv om disse umiddelbart derefter er fortsat i samme stilling.
Listen er lavet af DR Dokumentar og TV2, og paradokset får økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) til at sige til DR, at det er en ordning, der bør stoppes.
Kritikken koncentrerer sig om åremålsansættelser, som betyder, at offentligt ansatte direktører får store løntillæg og fratrædelsesgodtgørelser.
UgeBladet Skanderborg har spurgt borgmester Jørgen Gaarde (S), hvad han siger til, at kommunen er på denne liste.
“For det første er vi stoppet med at bruge åremålsansættelser. Den seneste direktør, vi har ansat, er ansat på kontraktvilkår og er dermed fastansat,” siger Jørgen Gaarde.
“Vi har i byrådet været igennem en debat, om vi fortsat skulle lave åremålsansættelser, og i lighed med en række andre kommuner er vi nu fraveget den praksis. For mig at se har åremålsansættelserne været brugt til at vurdere, om kommunen har det rigtige hold. Det har været en enkelt måde at gøre det på. Men selv en fastansættelse kan afbrydes, og så må man betale for det. Det er altid en mulighed, hvis man for eksempel nedsætter antallet af direktører fra fem til tre, som vi gjorde ved kommunesammenlægningen i 2007.”
Jørgen Gaarde mener dog, det er forkert at kritisere kommunerne for, at nogle åremålsansatte direktører har fået en fratrædelsesgodtgørelse, for så at fortsætte i jobbet.
“En åremålsansættelse løber normalt i fem-seks år, hvorefter man tager den op til genovervejelse - og måske forlænger den op til ni år, hvor den normalt udløber og udløser en fratrædelsesgodtgørelse. Men det ligger i overenskomsten mellem Kommunernes Landsforening og DJØF, at pågældende kan få udbetalt en del af fratrædelsesgodtgørelsen allerede, når aftalen forlænges. For at få tilsvarende mindre, når aftale helt udløber. Jeg ved ikke, om journalisterne på DR og TV2 har forstået det rigtigt, for det er ikke noget, den enkelte kommune har fundet på,” siger Jørgen Gaarde.
Rammer det dig, når TV2 oplyser, at Skanderborg Kommune har brugt, hvad der rundt regnet svarer til 11 social- og sundhedshjælperes årsløn på fratrædelsesudgifter til direktører i årene 2011-16?
“Selvfølgelig betyder økonomien noget. Vi skal også kunne forklare tingene overfor borgerne. Og jeg kan sagtens se, at det kan lyde mærkeligt, at en kommune udbetaler et fratrædelsesbeløb til en person, som derpå fortsætter i samme job. Vi skal også selv kunne holde ud at se på det,” siger Jørgen Gaarde.