Uhyggelig nat i Købmandsgården
Mørket sænker sig over den gamle købmandsgård i Grenaa, når Museum Østjylland inviterer indenfor til en Kulturnat helt i uhyggens tegn fredag 27. oktober kl. 19–21 i Søndergade 1 i Grenaa.
Mystiske munke, afskyelige adelsfruer og skumle spøgelser er blot nogle af de uhyggelige væsner, man kan møde til en god omgang gys og gru.
Man kan også hjælpe den døde arkæolog med at tyde sære, gamle skrifttegn, eller besøge laboratoriet, hvor den gale videnskabsmand har fundet ulækre og sære ting frem.
De voksne kan benytte den uhyggelige kulturnat til at slå et smut forbi Grenaa Egnsarkiv til en snak om de mere mørke sider af livet i - og omkring - byen.
Aftenens uhyggelige lyde leveres af elever fra Grenaa Gymnasium. I løbet af aftenen vil eleverne fremføre de musikalske fortolkninger af tragiske historiske fortællinger fra lokalområdet. Fortolkninger, som er resultatet af et forløb om elektronisk musik.
Aftenen er for børn fra fem år og op, og der er gratis adgang. jesl