“Jeg føler mig bestemt ikke fikset’
Barndommen med en dybt alkoholiseret mor har sat sine spor hos 25-årige Freja Street
Freja Street, 25 år, glemmer aldrig en fredag eftermiddag, da hun var 11 år gammel. Hun skulle tilbringe weekenden hos sin mor i Frederikssund. Men moren kom ikke og hentede hende på stationen som aftalt. Freja gik derfor selv hjem til lejligheden i Østergade.
”Da jeg kom hjem i lejligheden, fornemmede jeg, at min mor havde drukket. Der var ikke noget mad i huset, så min mor sagde, at hun ville gå ned og handle. Men hun kom aldrig tilbage. Min bror og jeg ringede flere gange efter hende, og hver gang sagde hun, at hun ville gå hjem om ti minutter. Hun var gået på værtshus,” fortæller Freja, der godt var klar over, hvad det betød.
”Hun kom først hjem næste dag. Den aften fandt min bror og jeg 20 æbleskiver i fryseren, som vi kunne spise, og så hyggede vi os sammen og så fjernsyn.”
Lokalavisen besøger Freja, fordi hendes mor Jette Street efter 20 år som alkoholiker har lagt flasken på hylden. Fortællingen om livet som alkoholiker - og nu som ædru - vil Jette Street dele med andre den 26. oktober, i Livskilden, Frederikssund. Freja har sagt ja til at være med til foredraget.
Men vi besøger også Freja, fordi hendes historie kan give håb til andre, der bærer rundt på samme tunge bagage.
”Jeg boede hos min far, og meningen var, at jeg så skulle være hos min mor hver anden weekend. Men hun overholdt ikke deleordningen. Jeg husker, at min mor aldrig kom og hentede mig i børnehaven, selvom det var aftalt. Det var først, da jeg var gammel nok til selv at tage op til hende, at vi sås.”
Freja fortæller, at der faktisk kun var to gange om året, hvor hun følte, hun havde en rigtig mor.
”De få gange, hvor jeg husker hende ædru, var, når hun tog os med i Bon-Bon Land eller i Tivoli. Så var hun den mor, jeg ønskede mig, at hun altid kunne være. I alt det misbrug – flasken, vennerne og værtshuset, så har jeg aldrig følt mig som første prioritet hos min mor. Men det har hun været hos mig.”
“Din møgunge, farvel”
Freja bor i dag i Holbæk. Byen har været omdrejningspunktet gennem en stor del af hendes liv. For modsat sin fire år ældre halvbror Patrick, som blev anbragt, da han var ni år, fik Frejas far forældremyndigheden over Freja, og hos ham fik hun den tryghed og stabilitet, som moren ikke kunne give hende.
Når psykologer og lærere gennem tiden har kategoriseret Freja som et omsorgsvigtet barn, så er det noget, hun har svært ved at forlige sig med.
”Jeg har svært ved ordet omsorgssvigt. For mig er det ikke den form for svigt, jeg har oplevet, for det har mere været på det psykologiske plan, at jeg har følt mig svigtet. Jeg havde en mor som blev et monster, når hun havde drukket. En mor som brugte sine forsøg på at begå selvmord som en trussel for at få mig tilbage. Jeg husker for eksempel, at hun i et afskedsbrev skrev: 'Din møgunge, farvel'.”
Freja trækker benene op under sig i sofaen hjemme i den hyggelige, lyse stue i førstesals lejligheden, hvor hun bor med kæresten Frederik. Hun holder med begge hænder om det store glas, der er fyldt til randen med varm kaffe. Det er først nu, Freja tør dele små bidder af sin fortid med omverdenen. Faktisk fortæller hun denne formiddag mere, end hun før har fortalt til nogen, end ikke hendes kæreste har fået så meget at vide.
”Lige nu tænker jeg alt fra, fuck - nu skal folk til at vide, hvem jer er, og hvad jeg er vokset op med. Jeg er også bange for, at folk skal se anderledes på mig. Det sidste, jeg ønsker, er medlidenhed.”
Var nødt til at lyve
Det var først, da Freja blev ældre, at hun turde begynde at kigge indad. Det nemmeste i mange år var nemlig bare at lægge låg på al den svigt og smerte, som hun bar rundt på.
”Jeg har aldrig været i tvivl om, at min mor elskede mig. Men vi har aldrig kunne enes, og jeg har været meget sur på hende. Jeg har ønsket for hende, at hun skulle lykkedes med at dø, det ville gøre det hele meget nemmere, tænkte jeg indimellem. Jeg har også slået hånden af hende flere gange.”
Freja fortæller, at hun aldrig talte om sin mor. Hun havde ikke lyst til at dele den side af sit liv med nogen. Men det betød, at hun var nødt til at lyve om sit liv, for sandheden gjorde for ondt.
”Jeg gik på Stenhus Gymnasium i Holbæk. Her kom mange elever fra velstillede hjem, så jeg begyndte at lyve om mig selv, fordi jeg for alt i verden ikke ville have, de skulle finde ud af, at jeg var anderledes. Men samtidig fik jeg det bare værre og værre.”
Det hele kulminerede en Sankthans aften, hvor pigerne fra klassen pludselig ikke havde inviteret Freja med. De havde gennemskuet hende og fundet ud af, at hun ikke var ærlig.
Og det var vennernes afvisning, der fik Freja til at indse, at hun havde brug for hjælp. Freja startede hos en psykolog, som lagde hende i hypnose, for i fuld bevidsthed kunne hun ikke tale om sine oplevelser.
Langsomt begyndte hun at åbne op for alt det, hun bar rundt på. Hun fortæller, at hun også skrev et brev til sine gymnasiekammerater, hvor hun sagde undskyld.
En lang, lang proces
”Jeg var hos psykologen 5-6 gange. Så syntes jeg ikke, der var mere at snakke om,” fortæller Freja. Men hun indrømmer, at der stadig er mange kroge, hun ikke har lyst til at gå ind i.
”Jeg føler mig bestemt ikke fikset. Det er en lang, lang proces. På mange punkter er jeg stadig meget tynget af min oplevelser i barndommen,” siger Freja alvorligt og nævner nogle eksempler.
”Jeg er meget utålmodig. Det kommer nok af at i gamle dage, når min mor sagde; 'Jeg kommer om ti minutter', så kom hun aldrig. Så når folk for eksempel siger, at det ser vi på i næste uge, så tror jeg ikke, det vil ske.”
Freja fortæller også, at hun altid er angst for at miste. Hun stoler ikke på nogen, hun føler sig aldrig god nok, og hun føler sig meget anderledes end alle andre. Og så bryder hun sig ikke om fulde mennesker, hun drikker ikke selv. Hun er heller ikke vild med at møde nye mennesker. Af samme årsag har hun endnu ikke mødt sin kærestes venner.
”Han accepterer det,” fortæller Freja om kæresten Frederik. Hun lyder glad i stemmen, når samtalen falder på manden i hendes liv gennem de sidste to og et halvt år, og som hun omtaler i vendinger som fantastisk, rummelig og kærlig.
”De spørger efter mig, men jeg har en følelse af, at jeg ikke er god nok, og jeg har ikke rigtig lyst til at give noget af mig selv.”
Den kønne, unge kvinde med de eftertænksomme, brune øjne siger alligevel, at hun på mange måder har det godt i dag.
Men Freja skal stadig vænne sig til, at have en mor der ringer, for det har hun nu. Eller at være sammen med sin mor, uden at alkoholens tåger indhyller og forpester alting, for det kan hun nu.
”For to uger siden var vi hjemme hos min mor. Vi grinte og havde det hyggeligt. Det er vildt. Jeg har aldrig grint hos min mor før.”