Folketingsmedlem skifter udvalg
Daniel Toft Jakobsen bliver østjysk medlem af transportudvalget
Daniel Toft Jakobsen, der er valgt ind i Folketinget for socialdemokraterne i Østjyllands Storkreds og var opstillet i Favrskov til folketingsvalget i 2015, er nu menigt medlem af Folketingets transportudvalg.
Dermed siger han farvel til titlen som medlem af undervisningsudvalget, hvor han også har fået et par drøje hug med på vejen, da han blandt andet var imod at forbyde bederum på skoler og offentlige uddannelsesinstitutioner.
Østjysk medlem
Allerede i uge 43 vil han være ordfører i folketingssalen om to konkrete lovforslag på transportområdet.
Hvad har du tænkt dig at gøre, nu du har fået et nyt ordførerskab?
”Jeg er rigtig glad for, at jeg nu får plads i transportudvalget. Både Østjylland og Favrskov har mange interesser på spil i det udvalg, og dem vil jeg selvfølgelig forsøge at varetage som eneste østjyske socialdemokrat i udvalget”.
Hvad kan man forvente at høre fra dig, nu du skal tage stilling til alverdens trafikprojekter i hele Danmark?
”Jeg vil forsøge at intensivere mine besøg hos virksomheder, institutioner, lokalpolitikere og andre med transportpolitiske interesser og idéer i Østjylland, så jeg kan blive klogere på, hvad der er brug for hvornår og i hvilken rækkefølge.”
Vil samarbejde på tværs af partier
Hvad mener du om trinbrættet i Laurbjerg og rute 26?
”Trinbrættet i Laurbjerg har både jeg og andre gode folk arbejdet på længe, og det har givet resultater, så vi nu er tættere på end nogensinde før. Det er et godt eksempel på, at vi skal samarbejde på tværs af partier om nogle af de lokale sager og ikke bruge dem til at bekrige hinanden”.
Er rute 26 vigtigere end en hærvejsmotorvej? Bør den komme før tre spor gennem hele Jyllands E45?
”Rute 26 er enormt vigtig, og det er ikke for sjov, at processen er meget længere fremme med rute 26 end med f.eks. hærvejsmotorvejen. Der er i Østjylland givet håndslag på at samle kræfterne om den østjyske del af E45, indtil det mål er indfriet. Men også på, at rute 26 derefter er blandt de vigtigste prioriteter. Det skal vi holde fast i”.
Efter at Daniel Toft Jakobsen er trådt ud af Undervisningsudvalget så er han medlem af følgende udvalg: Transport, skat, kultur og kirke.
“ Jeg har helt fra starten haft et ønske om, at transportudvalget skulle være et af mine udvalg. Det er det blevet nu, og det er jeg glad for. Forhåbentlig kan det bringe mig endnu tættere på nogle af de mange beslutninger om infrastruktur og andet, som har betydning for Østjylland og Favrskov,” siger han.