Fortsæt til indhold

Landevejen er lukket af vejarbejde

En fem en halv kilometers omkørsel er resultatet af det kloakeringsarbejde, som netop nu foregår på Beder Landevej

Samfund
Christina S. Johansen

Frem til foråret vil Beder Landevej være spærretfor gennemkørsel fra Byagervej til Kirkebakken. Samtidig er Stationsvej lukket af, og Byvej er i myldretiden spærret for gennemkørsel for alle andre end beboerne på vejen og busserne - sidstnævnte er sket netop af hensyn til busserne.
Det betyder en knap fem en halv kilometers omkørsel for de lokale, ad Oddervej og Holmskovvej i Malling.
Det var den mere trælse side af sagen. Til gengæld kan Beder-borgerne se frem til, at dette er sidste etape af det to år lange kloakeringsarbejde, der har foregået i byen.
LÆS OGSÅ: Pengene er fundet: “Bering-Bedervejen gavner hele Aarhus”
Helt præcist hedder slutdagen 10. marts 2018, fortæller projektleder i Aarhus Vand, Pernille Vinther. Hun forklarer også, at arbejdet på Beder Landevej ikke kan lade sig gøre uden at lukke vejen helt af.
“Rørene, vi arbejder med, er så store, at det er nødvendigt med en fuld spærring. Vi er godt klar over, at det her er super træls for borgerne i en by som Beder, hvor der ikke er så mange omkørselsmuligheder, men der er ikke meget at gøre ved det. Jeg ville ønske, at vi kunne trylle rørene ned, men arbejdet skal jo gøres,” siger Pernille Vinther.

Vrede og forvirring i Beder

Lukningen af Beder Landevej er da heller ikke gået ubemærket hen hos Beder-Malling-borgerne.
I Facebook-gruppen 'Beder-Malling Bazaren' er sagen blevet diskuteret i stor stil med kommentarer som:
“Det er en ommer!”
“Hvor er det bare for DÅRLIGT!”
“Forstår ikke, hvorfor man skal spærre hele Beder Landevej af. Kunne man ikke tage én side ad gangen?”
LÆS OGSÅ: Budget-forlig: Bering-Bedervejen står allerede klar i 2022
En hel del af kommentarerne går dog også på den forvirring, som lukningen har betydet - i særdelshed også omkring lukningen af Byvej. Mange føler sig ikke ordentligt informeret:
“Jeg har intet hørt om, at Byvej skulle være lukket for gennemkørsel(...). Det kunne de f..... godt have informeret bedre om,” skriver en blandt andet, mens en anden med en vis sarkasme udtrykker:
“Hvorfor informere os, det er jo 'bare' os, der bor her.”
Mens en tredje og en fjerde udbryder:
“Det er utroligt, at man kan spærre den mest benyttede vej i en by uden at informere på forhånd.”
“Latterligt, at varslingen igen har været så dårlig.”

For ringe information

Hos Beder-Malling-Ajstrup Fællesråd er der ikke den store ophidselse over selve graveriet, men der er enighed i forhold til, at informationsniveauet fra Aarhus Vands side kan forbedres.
“Ja, det bliver da noget mere bøvlet, men det kan lade sig gøre. Vi må forsøge at tolerere generne. Når det er sagt, så må vi sige, at Aarhus Vand ikke har været god til at fortælle, hvad man går i gang med, hvornår,” siger fællesrådsformand, Jørgen Friis Bak.
LÆS OGSÅ: Vej-gener koster klejner i Mårslet
Til det svarer Aarhus Vand:
“Vi satte info-skilte op mandag i uge 40, og fredagen forinden sendte vi mails til 900 lokale borgere i et forsøg på at ramme flest mulige. Hvis vi sendte et brev ud, ville vi alligevel ramme hovedparten af de berørte borgere,” lyder det fra Pernille Vinter.