Fortsæt til indhold

Udvidet åbningstid på genbrugsplads puttet i syltekrukke

Samfund
Af Mette Nøhr ,byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti i Favrskov, Ryttervej 60, Hammel

Det bliver desværre ikke lige med det første, at åbningstiden udvides på genbrugspladsen i Hammel. Det er ærgerligt, fordi pladsen har langt færre ugentlige åbningstimer end de øvrige pladser i Favrskov.
Når vi vil have folk og firmaer til at bruge genbrugspladserne, er vi nødt til at gøre det let at komme af med affaldet. Derfor er der brug for længere åbningstid. Derudover er det også kun ret og rimeligt, at vi som Favrskov-borgere oplever samme service, når vi nu betaler det samme for ydelsen.
Det Konservative Folkeparti foreslog i forbindelse med de netop overståede budgetforhandlinger at kigge på åbningstiden, men det forslag blev desværre parkeret i en syltekrukke.
Årsagen er, at Favrskov Forsyning, som driver genbrugspladserne, arbejder på en såkaldt masterplan for pladserne. Og så længe det arbejde er i gang, er det for tidligt at pille ved åbningstiden. Men jeg lover, at når tid er, så vil jeg atter gå på barrikaderne i kampen for at få udvidet åbningstiden på genbrugspladsen i Hammel.