Elsebeth Egholms nye krimi kommer til Hadsten
Den populære krimi-forfatter gæstede lørdag Bogormen i Nørregade
Bogormen i Nørregade i Hadsten kunne fredag fejre et-års dag med indehaver Marie-Louise Kannerup i spidsen. En fyldt 'strikkecafé' indtog et hjørne i den store boghandel, hvor snakken gik lystigt blandt de mange fremmødte.
Festen fortsatte lørdag, hvor den populære krimi-forfatter Elsebeth Egholm lørdag sidst på formiddagen kom op ad trappen til Bogormen, hvor en stor stabel af hendes nye krimi 'Jeg finder dig altid' var på plads lige indenfor døren.
”Jeg lader en del af historien foregå i Hadsten,” kunne Elsebeth Egholm fortælle, inden hun gik i gang med at signere bøgerne.
”Der er et hus her i Hadsten – på Kamillevej, et vejnavn, som jeg har opfundet til lejligheden – som spiller en lille rolle i hovedpersonen Rinas liv.”
Bogen har været meget svær at skrive med omskrivninger blandt andet, fortalte hun.
”Den bog, du ser, er jo kun toppen af isbjerget. Som forfatter skal du vide alt muligt andet, hvordan er mordet sket, hvem har begået det og hvorfor.”
”Nu håber jeg, at fortsættelsen vil blive lettere. Jeg er begyndt at kigge i kartotekskort og forberede mig,” kunne Elsebeth Egholm afsløre.