Den Gamle By viser genstande fra gemmerne
Der er ikke plads til at udstille alle Den Gamle Bys enorme antal genstande. I weekenden 28. og 29. oktober hiver man derfor nogle af genstandene frem fra gemmerne, og lader tre museumsinspektører fortælle om dem.
Man kan blandt andet høre om, hvordan en udstilling bliver til på Dansk Plakatmuseum. Museumsinspektør for plakatmuseet Elsebeth Aasted Schanz kommer forbi og fortæller.
I løbet af weekenden er der også strikkecafé og foredrag. Tag strikketøjet med, og hør to strikkeeksperter dele ud af deres viden i Entrécafeen. Museumsinspektør Tove E. Mathiassen finder et udvalg af strik og strikkeredskaber frem fra samlingen og fortæller om strikkens udvikling fra strik som pigeopdragelse til hønsestrik som frigørende aktivitet.
Endelig kan man høre museumsinspektør Jens Ingvordsen fortælle om legetøj. Legetøj er miniatureudgaver af voksenverdenens genstande. Legetøj er ikke bare legetøj. Det er blevet brugt som propaganda og til opdragelse.