Fortsæt til indhold

Seniorlivet kom på dagsordenen

Kandidat-møde på Fortegården i Risskov kom til at handle om symfoniorkester og seniorliv

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Det kan høre til sjældenhederne, at Dansk Folkeparti og SF er på bølgelængde, når det gælder politiske standpunkter.
Det var ikke desto mindre tilfældet, da seks forskellige kandidater til det kommende kommunalvalg tirsdag formiddag deltog i et valgmøde på Fortegården i Risskov.
Enigheden bestod i ældreomsorg.
“Jeg bliver aldrig en politiker, der rejser rundt til vælgermøder og lover en masse. Jeg vil hellere ansatte en hjemmehjælper ekstra frem for at prioritere et større symfoniorkester,” sagde SF-spidskandidaten Thomas Medom, da debatten handlede om ønsket om et større Aarhus Symfoniorkester. Et tema, der optog beboerne på Fortegården. Det var der flere, som gerne så det udvidet.
“Hele kultur-området er et 'kan'-område og ikke et 'skal'-område. Jeg kan love jer for, at Dansk Folkeparti kæmper en utrættelig kamp for en værdig alderdom og hjælp til vores ældre,” lød det fra Jette Skive(DF).
Mødet var arrangeret af den selvejende institution i Risskov med 200 udlejningsboliger for seniorer samt 50 plejecenterboliger. Politikerne var Ango Winther(S), Thomas Medom(SF), Thersa Blegvad(V), Marc Perera Christensen(K) og Rabih Azad-Ahmad(R).
Et andet emne var noget så nærliggende som et ufremkommeligt fortov lige udenfor hoveddøren på Ellebjergvej.
En beboer ville høre, hvorfor han ikke havde fået en tilbagemelding fra kommunen, efter han havde gjort opmærksom på problemet.
Her høstede Jette Skive formiddagens højeste klapsalver, da hun sagde:
“Det er uanstændigt, at man ikke svarer, når borgerne skriver. Vi er valgt af borgerne og er til for borgerne, og det skal vi huske på. Det er derfor, vi er her. Det siger jeg dagligt til min forvaltning. Længere er den ikke. Det er ærgerligt og for dårligt, at I skal have sådan nogle forhold med jeres fliser. Men jeg ved ikke, hvad der foregår i Teknik og Miljø-forvaltningen. Men der foregår rigtig mange ting, som vi skal til at have styr på,” sagde Sundhed og Omsorg-rådmanden.
Byrådsveteranen med 24 års erfaring Ango Winther (S) var enig:
“Det er ganske urimeligt, at der ikke er kommet et svar. Det mindste, man kan gøre er at svare, når borgerne henvender sig. Jeg vil gå videre med sagen," lød det fra socialdemokraten.
Men snakken på vælgermødet faldt også på skoler. Om pladsproblemer og om der skal bygges nye. Her blev der fra beboernes side stillet spørgsmål af hensyn til børnebørn.
Stemningen var hyggelig og tonen overordentlig høflig med ordstyrer K.E. Mortensen, som har en fortid som socialdemokratisk byrådsmedlem.

Der var mødt 50 beboere op til vælgermødet på Fortegården, som blev kaldt godt og gammeldags.