Et mukkehjem - scener fra et ægteskab

Min mand og jeg er blevet inviteret til den danske kirke i Bruxelles for at holde et causerende dobbeltforedrag under den opbyggelige titel: Et mukkehjem – scener fra et ægteskab.

Titlen er inspireret af de to store dramatikere, Ibsen og Bergman, der på hver deres tid hudfletter ægteskabet som en institution, der begrænser og fastlåser individet, ikke mindst kvinden.

Siden er der sket meget, blandt andet takket være kvindefrigørelsen – men selvom parterne er blevet mere jævnbyrdige, må ægteskabet stadig lægge ryg til mange morsomheder.

Som Woody Allen siger det: Ægteskabet er den eneste form for krig, hvor man sover sammen med fjenden.
Nu er det ikke alle ægteskaber, der er lige strindbergske.

For nu at nævne en tredje nordisk forfatter, der tager livtag med kønnenes kamp. Men hvis man skal tro parterapeutisk litteratur og forskning, så har hverken Bergman, Ibsen eller Strindberg levet forgæves – og i ethvert ordentligt ægteskab er der grobund for en del dramatik.

Ganske enkelt fordi det moderne ægteskab kan være det trygge sted, hvor man gennemlever sit livs temaer og bearbejder sine mere eller mindre alvorlige traumer.

På japansk er tegnet for krise og udvikling det samme.

Og ligesom man i andre sammenhænge siger, man ikke lærer af sine succeser – men af sine fejltagelser: Sådan er det også den håndterede krise, der kan føre til udvikling i parforholdet, og ideelt set bringer de to parter nærmere hinanden.

Og bølgerne kan gå højt rundt om, i de små hjem.

Der er dog stadig mange små hverdagsagtige krusninger på den ægteskabelige sø, som de fleste af os nok kan nikke genkendende til og smile lidt af.

Og når man kan grine af sig selv – så bliver ægteskabet ikke bare et sjovere, men også et bedre sted af være.