Zombier vil slæbe sig gennem Skanderborg
Elsker du Halloween og uhygge, kan du glæde dig til Sort Nat, hvor Skanderborgs allerførste Zombiewalk finder sted
Skanderborg Kulturskolen Skanderborg og dramalærer Sofie Møller Jensen står bag Sort Nats zombiewalk, som begynder med en workshop i at lægge special-effects makeup.
”ZombieWalken går ud på, at en masse børn og unge, som elsker Halloween og at klæde sig ud, mødes ved Kulturskolen kl. 17.30. Her gør de sig klar til at gå optog gennem Adelgade i Skanderborg og Bloms Butikscenter, hvor Kulturskolens dansehold kl. 18.30 skal danse zombiedans. Efterfølgende går vi videre ned gennem Adelgade så skræmmende, som vi kan være,” fortæller Sofie Møller Jensen.
Hvis du vil være med til at gå Zombiewalk, møder du ganske enkelt op på Kulturskolen kl. 17.30. Meget gerne udklædt. Kulturskolen er behjælpelig med lidt simpel, uhyggelig makeup. Hvis du vil være ekstra uhyggelig til Zombiewalken, kan du inden denne deltage i en workshop på Kulturskolen fra kl. 15.30-18. Her lærer du at lægge special-effects makeup med teknikker, som får sår til at se virkelig ud.
Det er speciel effect makeup-artist Emma Kjær Vilhelmsen, der står for workshoppen. Hun er blandt andet makeupartist og chefsminkør på forskellige film, musikvideoer og fotoshoots. Senest har hun lavet makeup til en af Nephews musikvideoer.
Det koster 150 kr. at deltage i workshoppen, men så er du også sikker på at se ekstra skræmmende og zombieagtig ud. Tilmelding er nødvendig på www.kulturskolenskanderborg.dk. Der er mere information om Zombiewalken her: Sofie Møller Jensen på Sofie.Moller.Jensen@skanderborg.dk eller 23701782.
Se mere om Emma Kjær Vilhelmsen på www.instagram.com/emmakjaervilhelmsen.