Højt hus deler vandene i Galten
For højt og for grimt. Gerne højere og flot.
Det var nogle af de ord, der blev sat på det planlagte byggeri i fem etager på Torvet i Galten, der blandt flere andre elementer fra den igangværende kommuneplanrevision blev præsenteret på et borgermøde i Galten Hallen.
Her tog byrødder og repræsentanter for den kommunale administration hul på en række af borgermøder, der tirsdag rammer Hørning, onsdag Ry og torsdag Låsby. Cirka 70 personer tog mandag ved spisetid imod tilbuddet om at kigge nærmere på en række plancher, der præsenterede planerne for Galten. Og de tre plancher med de endnu ikke politisk vedtagne højhusplaner var de klar mest besøgte og diskutterede.
Byggeriet har fået navnet Bibliotekshaven og har den lokale Peter Nielsen som bygherre. Og han fik både ris og ros af de fremmødte.
“Jeg hører selvfølgelig efter, hvad folk fortæller mig om byggeriet. jeg har hørt efter, hvad det udvalg, der har arbejdet med byudvikling i centerbyerne er kommet frem til, og så er der selvfølgelig også noget økonomi, der skal hænge sammen,” sagde Peter Nielsen, der blandt andet fik at vide, at fem etager er alt for højt.
“Jeg synes, det er værd at diskuttere, om en by som Galten kan bære en så høj bygning,” lød det fra Gitte Saur, der bor i Galten.
“Principielt kan vi godt bygge lavere, men så skal vi bygge mere i bredden. Jeg og min arkitekt mener, at vi har været så skånsomme over for naboerne, som det er muligt,” konstaterede Peter Nielsen.
Det tillæg til kommuneplanen, som blandt andet det høje hus på Torvet i Galten er en del af, er sendt i høring med en frist, der hedder 29. november.