Fortsæt til indhold

“Vent til champagnen bobler i kroppen”

Samfund
Simon Carlson

Det føles et øjeblik som om, at sjælen er ved at forlade kroppen for at søge mod varmere himmelstrøg, da det kolde vand ubarmhjertigt omsvøber min krop.
Jeg får vist også udstødt en lyd, der mest af alt er en blanding af en forskrækket hundehvalp og en teenagepige til en Justin Bieber-koncert, så jeg føler mig ærligt talt en smule pinligt berørt, da en ældre dame kigger lidt vantro på mig, mens hun roligt svømmer igennem det kolde vand. Det er vist målt til 13 grader i dag, så det er nærmest lunt, mener hun.
“Vent et øjeblik så vænner kroppen sig til det,” bedyrer hun med et smil.
“Og vent så bare til du kommer op, og champagnen begynder at boble rundt i kroppen. Det er helt fantastisk!”

To spor

Anledningen til, at jeg ligger der og skvulper rundt i et koldt Kattegat, er starten på badesæsonen for vinterbadeklubben i Kattegatcentret.
Forskningsleder i centret Lone Mouritsen har sendt en kølig invitation til en morgendukkert ud, da klubben samtidig indvier den nye badetrappe, som gerne skulle løse flaskehalsproblemerne, når man nu gerne vil rimelig hurtigt op af det kolde vand.
“Vi har godt 20 vinterbadere, og det er nogle gange blevet til lidt for lange kolde gys, når folk skulle op. Nu er badetrappen to-sporet, så man både kan komme hurtig i og op,” siger Lone Mouritsen.

Ulla Jakobsen, Margit Sørensen, Gerda Jørgensen og Hanne Sjøgren har været med i vinterbadeklubben, siden den startede for fire år siden.

Champagnen bobler

Hurtigt op er faktisk den eneste tanke, jeg kan finde på, da jeg lige har ramt det oktoberkolde vand. Men få sekunder senere sker så det, som den ældre kvinde lovede. Kroppen vænner sig til de nye omgivelser, og en behagelig og lidt brusende varme begynder at stige op til hovedet. Vandet er pludselig blevet omfavnende.
Måske endnu ikke helt i samme grad for mig som hos resten af vinterbaderne, der er på vej ud mod stensætningerne godt 50 meter ude, men jeg har på den anden side heller ikke voldsomt travlt med at søge hen mod den nye trappe. Kattegat midt på efteråret er jo egentlig temmelig lækkert.
Da jeg får fast grund under fødderne igen kommer varmen for alvor. Luften er kun otte grader, men det føles som om, at blodet bruser rundt i alle afkroge af kroppen, og varmer den op. Den ældre dame kommer hen til mig.
“Kan du mærke, det bobler? Det er som champagne, der bruser rundt i hele kroppen. Det er da bare en fantastisk måde at starte dagen på,” konstaterer hun med et stort smil.
Vinterbadeklubben i Kattegatcentret bader hver tirsdag og fredag i vinterhalvåret.

Det er hovedsageligt kvinderne, der tager det kolde gys, så flere mænd er særdeles velkomne til at hoppe med en tur i bølgerne.