Fortsæt til indhold

Et årti med Pavillonens kulturelle rummelighed

Samfund
Simon Carlson

Det siger i virkeligheden meget om Pavillonens udvikling som kulturelt fyr-tårn, når direktør Jesper Jul med livlig gestikuleren fortæller, hvordan kulturhusets gamle sal for nogle år siden blev bygget om. Udseendet i salen med de gamle søjler langs siderne er det samme, som det stort set altid har været, men rummet er udvidet. Det er - ja - rummeligt.

Markant udvikling

Jesper Jul kunne for nylig sætte flueben ved sit første årti i spidsen for Pavillonen. 10 år hvor kulturhuset i Grenaa har gennemgået en markant udvikling i sit setup. Tekniske tilføjelser og gennemtænkte udvidelser har blandt andet gjort det muligt at tiltrække store danske musiknavne. Men udviklingen er sket i respekt for den historie, som huset hviler på, og det var en af de missioner, Jesper Jul satte ud, da han i sin tid søgte jobbet.
“Tidligere var jeg på et spillested i Frederikshavn, som vi selv havde fysisk bygget op og puttet indhold i. I Pavillonen så jeg et sted, der allerede på det tidspunkt havde et vist niveau, men som der også kunne bygges videre på. Jeg synes, at mange ting er lykkedes,” lyder den beskedne delkonklusion fra Jesper Jul.
Med over 100.000 besøgende om året, er der da også god grund til at antage, at en hel del ting er lykkedes. Hverdagen er således et sammensurium af forskellighed, når der både skal være plads til, at amatørteateret og håndboldforeningen kan mødes, og der i øvrigt er punkkoncert med Red Warszawa samme aften.
“Det er virkelig noget af det, der beriger mig, at kulturen er så forskellig her i huset. Det er jo et enormt privilegium at arbejde med til daglig, at her både skal være godt at være for Ældre Sagen, som kommer for at spille kort og et fedt sted at være for dem, der kommer for at høre en punkkoncert. Det er vigtigt at være bevidst om, at vi er med til at skabe nye værdier for en masse folk, så vi udfylder en vigtig rolle,” uddyber Jesper Jul.

Scene for talenter

Den rolle er den 46-årige direktør også parat til at påtage sig i de kommende år. Der er stadig meget arbejde forude, for at kulturhuset kan fortsætte med at være et af de pejlemærker, man spejder efter, når man kigger mod Grenaa. Et stort ønske på Jesper Juls liste er en udvidelse af huset ud med åen. Idéen er at etablere en talentscene og på den måde gøre Pavillonen endnu mere rummelig for forskelligheden.
“Vi vil da rigtig gerne være et af de steder, hvor endnu flere talentfulde musikere kan se tilbage på som der, hvor de første gang spillede for et publikum,” siger Jesper Jul og kigger ud over det grønne område, der bliver brudt af åens gennemløb.
“Det ville være helt fantastisk at have sådan et område med kig ud over åen, hvor upcoming musikere kan få lov at prøve sig selv af,” konstaterer han Pavillonens direktør.