Fortsæt til indhold

Mira og Claus er klar til at føre Bloch-politik

De to søskende Mira og Claus Bloch er begge kandidater til KV17

Samfund
Claus Sonne

Om vælgerne vil det, kan der i den næste byrådsperiode føres om ikke blok-politik, så Bloch-politik. i byrådet. Søskendeparret Mira Bloch på 47 og Claus Bloch på 60 stiller nemlig begge op - for henholdsvis Alternativet og Venstre.

Mens Claus Bloch er en politisk veteran, er det første gang Mira Bloch stiller op. Lillesøsters kandidatur overrasker dog ikke storebror.

“Mira fortalte mig, at hun havde meldt sig ind i Alternativet, regnede jeg med, at hun også ville stille op som kandidat,” siger Claus Bloch over en kop kaffe i Kulturhuset i Skanderborg.

De to søskende er vokset om med en far, der gennem mange år var lokalpolitisk aktiv, og i et hjem med tre, nogle gange fire, aviser - og med TV- og radioaviser samt Orientering 1 på P1.

“Det var ikke, fordi vi snakkede meget politik derhjemme, men vi lærte at følge med i samfundsdebatten,” fortæller Claus Bloch, der har været medvirkende til, at Mira Bloch nu er byrådskandidat.

“Vi er politisk uenige på de fleste områder, men jeg er stolt af Claus, der er en af de få, som jeg ser det, lokalpolitikere i kommunen, der siger, hvad han mener. Sådan vil jeg også være,” lyder det fra Mira Bloch.

Pæne forskelle

Med en aldersforskel på 13 år er de to søskende vokset op i forskellige årtier, og de har også levet deres liv på forskellige måder. Mira Bloch har blandt andet boet i Levefællesskabet Hertha, hvor 'almindelige mennesker' vælger at sammen med voksne udviklingshæmmede. Claus Bloch tog i stedet parcelhusvejen.

“Men jeg har da boet på kollegium,” siger han, griner og tilføjer:

“Da Miras børn var små, levede de meget sundt, så jeg sneg ofte noget slik og nogle julesmåkager ind til dem.”

Mira Bloch griner med.

“Vi er gode til at drille hinanden, men også til at hjælpe hinanden. Claus har således givet mig mange gode råd i forhold til lokalpolitik,” siger hun.