Spændende jazz-navne gæster kulturhuset
I weekenden byder man både på duoen Vuust & Held og Katie Thiroux
mini-festival Den kommende weekend tiltrækker jazzscenen i Ebeltoft igen spændende, internationale navne, når Vuust & Held og Katie Thiroux fra USA gæster byens kulturhus i en mini-festival over to dage. Oven i købet kan man få de to koncerter for halv pris - hvis man køber billet til den ene koncert, er den anden gratis.
Flygel og tenorsax
Fredag 27. oktober kl. 20.30 er Kulturministeriets koncertflygel tunet og klart til at modtage den tyske virtuos Pablo Held sammen med den danske tenorsaxofonist Christian Vuust. Repertoiret bliver frem for alt europæiske, herunder danske sange. Koncertformen er anderledes, ved at Christian Vuust fortæller små historier om sangene, om sangtekster, sangskrivere m.m., så publikum får en ny oplevelse ud af at høre fortolkninger af sange, som de troede, at de kendte godt i forvejen. Lørdag 28. oktober kl. 20.30 præsenterer Kulturhuset den amerikanske bassist og jazzsanger Katie Thiroux, hvis debutalbum fra 2016 ’Introducing Katie Thiroux’ modtog ’Best Debut Album Rewards’. Katie Thiroux har forstærkning med i form af Matt Witek, trommer og TBC, tangenter. Entré 110 kroner til begge koncerter. Forsalg på www.go-syddjurs.dk.jesl