“Vi vil hjælpe, hvor vi kan”
Sofie Sønderup fra gruppen “Forsvunde personer” står bag mandagens store civile eftersøgning, hvor der ved Kronprins Frederik Bro bliver ledt med både, hunde og kajakroere efter den 24-årige mand, der har været forsvundet siden lørdagens bådbrand
Mange frivillige borgere fra nær og fjern satte mandag formiddag kurs mod Kronprins Frederik Bro i Frederikssund.
Det gjorde de for at deltage i en stor civil eftersøgning af den 24-årige mand, der siden lørdag eftermiddag har været forsvundet efter en bådbrand, hvor han angiveligt hoppede i vandet med sin 22-årige kammerat, der dog reddede sig selv ved at svømme i land.
Bag eftersøgningen står Sofie Sønderup fra gruppen “Forsvundne personer”, der for få timer siden mødte op med både, kajakroere og ti hunde fra hundetjenesten.dk.
“Derudover arbejder vi på at få tilladelse til at udvide eftersøgningen med en drone. Vi leder herude frem til i aften, hvor det bliver mørkt,” sagde Sofie Sønderup, inden hun gav de fremmødte borgere besked på at lede på landsiden i retning mod Frederiksværk.
“Vi var også ude i går (søndag, red), og da der nu er gået mange timer, så tyder meget på, at den 24-årige kan være drevet i land op mod Frederiksværk. Det siger jeg i forhold til vind og strøm. Noget tyder på, at han ikke kunne svømme, og hvis det er rigtigt, så har jeg svært ved at forestille mig, at han stadig er i live, men vi leder videre,” lød det fra Sofie Sønderup, der var glad for det store fremmøde.
Fulgt sagen tæt
“Det er godt at se, at så mange vælger at komme herud for at gøre en indsats og lede efter den forsvundne. Det er vi glade for,” sagde Sofie Sønderup.
To af de fremmødte borgere, Ninette Poulsen og Bettina Olsen fra Frederikssund, skulle ikke bruge lang tid på at overveje deres deltagelse i eftersøgningen.
“Jeg har fulgt sagen siden i lørdags, og jeg følte, at det var rigtigt at komme herud og være med til at lede. Det er en forfærdelig ulykke, som er forfærdelig for familien,” sagde Ninette Poulsen, som blev bakket op af Bettina Olsen.
“Jeg ville gerne hjælpe, og jeg har tænkt så meget på sagen siden jeg så den i lørdags i medierne og på Facebook,” lød det fra Bettina Poulsen.