Martin Frausing har valgt en hybridbil
UgeBladet præsenterer spidskandidaterne til byrådsvalget. Alle har fået de samme 10 spørgsmål. Rækkefølgen af personerne sker efter lodtrækning. I denne uge svarer Dansk Folkepartis Martin Frausing Poulsen
1) Hvad/hvem fik dig til at stille op til byrådet første gang?
“Jeg har været politisk bevist fra min barndom, og startede aktivt som 13 årig i KSU (Konservativ Skole Ungdom) i begyndelsen af 80érne. De Konservative blev senere udskiftet med Fremskridtspartiet.”
“Da kaosset tog overhånd, fulgte jeg med over i Dansk Folkeparti, hvor jeg har været medlem siden partiets grundlæggelse i 1995. Det lå derfor i kortene, at jeg skulle blive politiker.”
2) Hvad forventer du af de næste fire år, hvis du opnår valg? Nævn to-tre punkter.
“Jeg forventer et byråd, der forsat - og på tværs af partiskel - vil samarbejde for at gøre det bedst muligt for borgerne i Skanderborg. Medaljen (på selfien) er for deltagelsen i 'Rigtige Mænd Løbet', hvor vi var fire partier, der viste, at vi også kunne arbejde sammen uden for byrådet.”
“Personligt er jeg mest interesseret i de ”bløde kerneværdier”, det vil sige forbedring af forholdene for de ældre, de handicappede, børnene og andre udsatte grupper.”
3) Hvornår har du sidst brugt kollektiv transport? Hvilken?
“Det er længe siden, selvom jeg holder meget af at køre i tog. Når man bor 'ude på landet', er mulighederne for at sammensætte en tur med kollektiv transport nærmest ikke eksisterende.”
4) Nævn en film eller tv-udsendelse, der for nylig har gjort indtryk på dig og hvorfor.
“Dokumentarfilmene 'Rita og Aages sidste dans' og 'Da Aage Forsvandt'. Det var hjerteskærende dokumentarfilm, der viste, hvor uhyggelig demens er, men også hvordan kærligheden er med til at 'overvinde alt'.”
5) Har du ændret daglige rutiner for at afhjælpe Jordens klimaudfordringer, nævn gerne et eksempel.
“Jeg har investeret i en hybridbil. Et af de afgørende parametre for valget var at få en bil, der kører langt på literen og dermed forurener mindre.”
6) Hvad spiser du til hverdag til morgenmad.
“Jeg møder typisk mellem halv syv og syv på hverdage, så jeg når ikke at få morgenmad. Op af formiddagen bliver det til et stykke frugt samt en masse vand og kaffe.”
7) Nævn din sidste gode ferieoplevelse.
“En tur til Berlin i begyndelsen af september,med min søn og svigersøn. En god tur, hvor vi blandt andet fik set sæsonens første bundesligakamp mellem Hertha BSC og Werder Bremen på Berlins historiske OL-stadion. Det blev også til et besøg i Hohenschönhausen, STASIs gamle fængsel, og koncentrationslejren Sachsenhausen. Besøgene mindede om, at 'historien gentager sig, hvis vi glemmer den'.”
8) I hvilket omfang bruger du de sociale medier, og hvad giver de dig?
“Jeg bruger ikke de sociale medier ret meget. Umiddelbart mener jeg ikke, at de bidrager til, at der føres en konstruktiv dialog om vigtige politiske emner. Jeg vil hellere mødes og snakke med folk, ansigt til ansigt.”
9) Har du en cykel, der er pumpet og køreklar?
“Jeg har en cykel, men den er ikke pumpet og køreklar. Vejene i og omkring Skanderborg er ikke egnet til cyklis-ter. Dansk Folkeparti har som ønske, at byerne i Skanderborg bindes sammen af cykelstier.”
10) Nævn en person, du beundrer.
“Den tyske præst Martin Niemöller, der for sin tro og sit mod blev indsat i Sachsenhausen og bl.a. skrev digtet, der slutter med sætningen 'Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere'.”