Det er der, hvor hekse og genfærd huserer ...
Halloween kom til Danmark som en kommerciel idé, der siden har bredt sig
Allehelgensaften er altid 31. oktober og er aftenen før allehelgensdag, som altid falder 1. november.
Allehelgenssøndag er første søndag efter allehelgensdag og den søndag, hvor allehelgensdag markeres ved Folkekirkens gudstjeneste.
I mange kirker er det blevet en dag, hvor man mødes for at mindes og tænde lys for slægtninge og venner, der er døde i årets løb.
Men ifølge folketroen er allehelgensaften den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er løse for at vanære og håne de helgener, der festligholdes på allehelgensdag.
Begrebet Halloween er dog et nyere fænomen i Danmark og kan sammenlignes med fastelavn.
Oprindelig er Halloween på 31. oktober et begreb fra engelsksprogede lande.
Ifølge Wikipedia begyndte Halloween at vinde frem i Danmark, da Ekstra Bladet i 1998 tog initiativ til det første af en række årlige Halloween-arrangementer i Scala med gyserfilm-maratons, udklædning med videre. I år 2000 begyndte legetøjskæden Fætter BR at sælge Halloween-udstyr, og i 2006 begyndte Tivoli at holde Halloween-åbent i efterårsferien. Siden er Halloween kun blevet større.