Fortsæt til indhold

Farvel til slagteriet for altid

Nedbrydning i Dommerparken slutter i midten af november

Samfund
Af Hanne Bliksted

Hammels nye bydel Dommerparken i det tidligere industriområde mellem Anbækvej og Vadstedvej har fyldt meget i det politiske arbejde de seneste år.
I øjeblikket rives det gamle slagteri ned for at gøre plads til både et nyt plejecenter og boliger.
Maskinerne kører om ikke i døgndrift, men så med lange arbejdsdage, hvor de seneste weekender også har været taget i brug.
Mandag 13. november er der aflevering på nedbrydning af det tidligere slagteri. Arbejdet udføres af firmaet Kingo Karlsen A/S, og totalrådgiver på dette og på hele byggemodningsopgaven inklusive veje, stier og grønne områder i Dommerparken er firmaet Orbicon A/S.Favrskov Kommunes bygherrerådgiver på såvel dette som på plejecenterbyggeriet er Cowi A/S.

Hovedbygning

Også slagteriets hvide hovedbygning på Anbækvej 20, som først var direktørbolig og siden administrationsbygning, forsvinder. En overgang overvejede man at bevare bygningen, men ifølge plan- og byggechef ved Favrskov Kommune Helle Jakobsen var den i for dårlig stand og så sammenbygget med de øvrige bygninger, at det ikke gav mening at bevare huset.
I 1906 blev bygningen opført som Hammel og Omegns Andelssvineslagteri, siden blev det overtaget af Tulip og beskæftigede i en periode op mod 400 mennesker. Slagteriet lukkede i 1987, og dermed forsvandt en af områdets helt store arbejdspladser. Derefter havde Danpo forædling af kyllinger i bygningerne i en del år.

Den gamle administrationsbygning på Anbækvej forsvinder også. Foto: Bliksted

Delika sluttede

I 2002 flyttede Lars Vestergaard sin virksomhed Delika fra en anden af slagteriets bygninger ind i det tidligere slagteri med facade ud mod Anbækvej. Delika blev i 2007 overtaget af Kurt Møller og Tom Elert Christensen, og det var selskabet Delika Food Group A/S som i efteråret 2016 satte punktum for produktion af fødevarer på adressen, da selskabet med Kurt Møller som koncernchef flyttede produktionen af blandt andet spegepølser til firmaets øvrige adresser.

Indkørsel

Dommerparken får indkørsel fra både Vadstedvej og fra Anbækvej. På Vadstedvej er der gjort plads ved at fjerne et hus, og på Anbækvej bliver der indkørsel, hvor hovedbygningen i mere end 100 år har været slagteriets 'ansigt' ud mod byen.