Fortsæt til indhold

Flere etageboliger i Hadsten Midtby

Lokalplan åbner mulighed for 20 nye boliger i tre etager

Samfund
Anette Bonde

Nyt etagebyggeri er måske på vej i Hadsten midtby. Hvis Favrskov Byråd siger ja til indstillingen fra miljø og teknikudvalget er en ny lokalplan klar til byggeri af etageboliger på Egevej.
Formand for teknik- og miljøudvalget Kurt Andreassen bekræfter, at der er efterspørgsel efter boliger i Hadsten, og han glæder sig over, at der åbnes mulighed for flere lejligheder i midtbyen.
“De fleste vil gerne bo i nærheden af centrum. Ved at bygge højt, udnytter vi desuden boligmassen i byerne i stedet for at 'spise' jord til étplanshuse.”

Tre etager

Lokalplanen vil åbne mulighed for at opføre et sammenhængende byggeri i tre etager på Egevej og på hjørnet af Egevej og Bøgevej med 20 boliger i forskellig størrelse.
Bebyggelsen tænkes opført som et samlet projekt, der ud over boligerne indeholder parkering i stueetagen og et fælles centralt grønt gårdrum for nye og eksisterende boliger.
Ejendommen Bøgevej 1 indgår ikke i denne lokalplan.
I dagsordenspunktet fra miljø- og teknikudvalgets møde i oktober beskrives projektet som en mulighed for en bygningsmæssig fortætning i Hadsten midtby, der spiller sammen med områdets eksisterende arkitektur. Endvidere, at byggeriet tager afsæt i et ønske fra ejeren af størstedelen af lokalplanområdet om at opføre etageboligbyggeri, og endelig at bebyggelsen også harmonerer med byrådets ønske om at understrege strukturen i den oprindelige bymidte langs stationen med en høj og tæt bebyggelse.