Fortsæt til indhold

Ny alternativ udstilling i Tinghuset

Samfund
Arkiv

Traditionen tro smækker Tinghuset i november dørene op for årets alternative udstilling.
28. oktober glæder Ebeltoft Kunstforening sig til at vise, hvad Kulturskolen Syddjurs' afdeling for undervisning i billedkunst har at vise frem. Skolen underviser i dag i Hornslet, Rønde og Ebeltoft, og alle medvirker med de værker, de har fremstillet siden kursusstart i september.
Skolen startede i Ebeltoft i slutningen af 80erne, hvor Kunstforeningens Påskeudstilling hidtil kun havde været for voksne. Men efter flere års tradition for en kunstens påskefest med flag i gaderne og flere tusinde besøgende, opstod der et ønske om også at tilgodese de børn, som havde kreative og billedskabende udfoldelser som deres foretrukne fritidsfornøjelse.
Efter fem års børneudstillinger med op til 55 udstillende børn var vejen banet for Ebeltoft Billedskole. Hornslet fulgte med, og efter den sidste kommunesammenlægning opstod fusionen Syddjurs Billedskole med undervisning i både Rønde, Hornslet og Ebeltoft.
I dag er man gået endnu et skridt videre og har oprettet en kommunal Kulturskolen Syddjurs, som også rummer den tidligere musikskole og talentgruppen Shanghai Akademiet.Der er ferniseringen lørdag 28. oktober klokken 11.