Elever får fagligt og socialt boost på BoostCamp
Fredag 6. oktober var en helt speciel dag for 29 elever. De kunne glade og stolte afslutte deres BoostCamp og se tilbage på to intense uger med mange udfordringer og sejre.
I 10 dage har de unge arbejdet med at booste deres evner i dansk, engelsk og matematik, og de har arbejdet med eget mentale mindset. BoostCampen er et målrettet tilbud til elever i 8. og 9. klasse, der gerne vil boostes fagligt, personligt og socialt i forhold til uddannelsesparathed.
BoostCamp blev afholdt for første gang i Syddjurs Kommune i 2016. På campen arbejder lærere og pædagoger gennem intense og individuelle undervisningsforløb med at styrke elevernes faglige og sociale kompetencer. Som en del af den helhedsorienterede indsats arbejder eleverne også med deres kostvaner, motion, sunde skærmvaner og søvnmønstre.
Eleverne understøttes af et team af lærere og pædagoger, der arbejder anerkendende med hver enkelt elev. Teamet arbejder ud fra principperne “du kan godt “ og “vi tror på dig”.
Tilbage på skolen
Kombinationen af sunde kost- og søvnvaner, motion og trygge læringsmiljøer med tæt faglig opbakning fra lærere og pædagoger hjalp sidste år til at flytte eleverne, og flere elever oplevede en fordobling af deres karakterer. Også i år ser de indledende resultater af BoostCampen lovende ud.
Eleverne er nu vendt tilbage til folkeskolen, hvor både hverdagen og udfordringerne igen venter, men denne gang er eleverne godt klædt på til at møde dem. Det pædagogiske team omkring BoostCampen hjælper eleverne til at fastholde den faglige og sociale selvtillid, de har opbygget gennem campen, og den kommende tid vil teamet have overleveringssamtaler med eleverne og deres lærere. Det understøtter eleverne i at fortsætte på vejen mod en uddannelse.
BoostCampen er et samarbejde mellem folkeskolerne i Syddjurs Kommune, UU Syddjurs og Syddjurs Ungdomsskole.