"Det er et absurd ledelsesteater"
Ledelsen på Herlev og Gentofte Hospital brygger på et forslag om at lukke Akutklinikken på Gentofte Hospital. Politikerne står i kø for at tage afstand, herunder Gentoftes borgmester, Hans Toft (K)
I slutningen af sidste uge kom det frem, at ledelsen på Herlev og Gentofte Hospital barsler med at anbefale en lukning af Akutklinikken på Gentofte Hospital.
Endnu inden, at 'babyen' overhovedet har set dagens lys, og det formelle forslag ligger på regionspolitikernes bord, står politikerne i kø for at tage skarp afstand fra forslaget.
Hårdest i sin kritik er Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), der også sidder i Regionsrådet. Han finder regionens topdirektørers udtalelser og håndtering af denne sag “fuldstændig uacceptabel og under al kritik.”
“Meget erindrer jeg efter mine efterhånden mange år i det politiske arbejde. Men jeg har dog aldrig oplevet, at jeg som folkevalgt havner i en offentlig politisk diskussion med forvaltningsdirektører om holdninger til service og nærhed, som et regionsråd har vedtaget i brede politiske aftaler, her om hospitalsplaner. Og i denne forbindelse også bl.a. udtaler sig om, hvad rimelige afstande, nærhed og serviceniveau er efter hans opfattelse.”
Hans Toft henviser til, at Klaus Lunding, direktør på Herlev og Gentofte Hospital, konkluderer følgende over for Villabyerne:
“Det er min opgave i samarbejde med den øvrige direktion at sikre den bedste kvalitet til patienterne og den mest økonomisk fornuftige drift af det samlede Herlev og Gentofte Hospital. Ud fra de parametre har vi derfor foreslået at samle de akutte patienter på Herlev Hospital og lukke Akutklinikken i Gentofte. Der er små 10 kilometer mellem de to hospitaler, og afstanden til nærmeste akutmodtagelse vil derfor stadig være overskuelig.”
Vil udnytte kapaciteten
Sådan forklarer hospitalsdirektøren forslaget i en modreplik til flere kritiske læserbreve, der kan læses i fuld længde på side 13. Her fortæller han, at den nye akutmodtagelse på Herlev Hospital næste år vil stå klar med den mest moderne indretning og udstyr.
Samtidig vil der blive ledig operationskapacitet på Gentofte Hospital, når øre-, næse-, halsoperationer flytter til Rigshospitalets nye Nordfløj.
“Fra direktionens side har vi et ønske om at udnytte kapaciteten på Gentofte Hospital og skærpe hospitalets profil for planlagte operationer og dagkirurgiske patientforløb. På Herlev Hospital vil de nye rammer på Akutmodtagelsen sætte den faglige standard for udredning og behandling af akutte patienter i Danmark,” skriver Klaus Lunding.
Men Gentoftes borgmester er ikke imponeret.
“Vi oplever nu, hvad jeg kalder et absurd ledelsesteater i denne sag. Tænk, at regionens topdirektører sidder for lukkede døre og planlægger lukning af Akutklinikken – uden at Regionsrådets medlemmer overhovedet er bekendt med sådanne planer,” siger Hans Toft, der vil have sagen på næste regionsrådsmøde.
V og DF også imod
Her vil kritikken formentlig hegle ned over hospitalets ledelse. Heller ikke hos Venstre er der klangbund for forslaget.
“Vi medvirker ikke til en lukning af Akutklinikken på Gentofte Hospital. Vi ønsker ikke at forringe servicen for borgerne i Hovedstaden, så længe der er muligheder for at reducere omkostninger andre steder i regionen,” siger Martin Geertsen, lederen af Venstres gruppe i Regionsrådet.
“Jeg er stærkt fortørnet over, at den slags forslag overhovedet får lov at vandre rundt i mediebilledet uden på nogen måde at have været til politisk behandling,” tilføjer han.
Henrik Thorup fra Dansk Folkeparti er også gal.
“Det mest overraskende er, at beslutningen ikke har været forelagt politikerne i Region Hovedstaden og kun holdt som en intern orientering for personalet. Det er en højst usædvanlig måde at arbejde på, og til beroligelse for personalet, så kan jeg ikke forestille mig, at der vil blive et flertal i Regionsrådet for hospitalsdirektionens beslutning,” siger han.