Fuld fart på Mols’ gymnastikskole
Stolene i Molshallen blev ikke slidt meget i løbet af de tre dage i uge 42, hvor IF Mols Gymnastik afholdt gymnastikskole.
Alle gymnastikskolens deltagere, der udover foreningens egne gymnaster talte børn fra Rønde, Ebeltoft og Kolind, har med garanti lært noget nyt, lyder det fra Hanne Svendsen fra IF Mols Gymnastik.
Tanken bag gymnastikskolen var at udfordre børnene lige der, hvor de er. Nogle af børnene havde aldrig gjort gymnastik før, mens andre var ganske garvede.
Instruktørerne fra IF Mols, der alle arbejdede frivilligt havde sammensat et spændende program til børnene.
Hver dag sprang børnene og lavede naturtræning. Derudover var de gennem ropeskipping mandag, parkour tirsdag, og onsdag var der hyret en rytmeinstruktør fra DGI til at inspirere børnene.
Resultatet af de tre dages anstrengelser kunne ses i en opvisning onsdag eftermiddag hvor børnene leverede varen og kunne uden tvivl pakke en masse succesoplevelser med hjem i sportstaskerne.