Fortsæt til indhold

Nu har kommunen sendt 12 sider og et spørgeskema

“Hvis jeg ikke havde fået hjælp, havde jeg kylet den iPad ud af vinduet,” siger førtidspensionist Lene Clausen om korrespondance med Gribskov Kommune

Samfund
Jens Berg Thomsen

Førtidspensionist Lene Clausen fra Tisvilde er frustreret. En enkelt dags sygemeldning har kostet mange frustrationer, fortæller hun til Ugeposten.
“Jeg har et nabopar, der er mere end 80 år, og der skete så det, at manden blev syg og døde. Jeg blev utrolig ked af det. Det er hårdt, at han gik bort, så jeg melder mig syg på mit arbejde mandagen efter, han dør,” siger Lene Clausen.
Som førtidspensionist har Lene Clausen en syvtimers arbejdsuge på en skole i Hillerød. Timerne er fordelt på fem dage, så det er en sygemelding på knap og nap en time og et kvarter.
“Tirsdag får jeg fem sider fra Gribskov Kommune i min E-boks, og på de fem sider er der også et spørgeskema. Jeg magter ikke at udfylde det spørgeskema. De spørger også, hvornår jeg kan begynde at arbejde igen, men det var jeg allerede igang med, for jeg var tilbage på arbejde samme tirsdag. Kommunen skriver også til mig, at de gerne vil indhente oplysninger fra Skat om mig. Kommunen skriver, at jeg måske ikke kan få refunderet de her sygedagpenge - et beløb på 180 kroner,” siger Lene Clausen.
LÆS KOMMUNENS SVAR HER: Gribskov vil sende sag videre til minister: 'Urimeligt og unødvendigt'

Et brev mere

Hendes mentor forsøger at åbne spørgeskemaet tre-fire gange med Lene Clausens NemID uden held. Onsdag, to dage efter sygemeldingen, modtager Lene Clausen yderligere et brev fra kommunen i E-boksen. Tre timer senere samme dag kommer der endnu et brev fra kommunen, hvor der står, at kommunen allerede har indhentet oplysninger fra Skat og konkluderer, at Lene Clausen ikke har ret til at få refunderet sygedagpengene.
“Jeg når op på at få tilsendt i alt 12 sider og et spørgeskema fra kommunen. Jeg synes, det er helt ude af proportioner at få sendt så meget, fordi man er syg en enkelt times tid. Det er mangel på respekt, når det handler om et dødsfald, mener jeg,” siger Lene Clausen.
Som krigsveteran fra Balkan har Lene Clausen førtidspension, og hun lider af posttraumatisk stresssyndrom, PSTD.
“Jeg har skrevet ind til kommunen, at al den tid, de har brugt på det her, har kostet meget mere end de 180 kroner. Det har de ikke svaret på. Jeg synes, det er papirbureaukrati,” siger Lene Clausen.
“Med PSTD er det svært for mig at sidde og kæmpe med alt det her. Hvis jeg ikke havde fået hjælp af min mentor, havde jeg kylet den iPad ud af vinduet forlængst,” siger hun.
LÆS KOMMUNENS SVAR HER: Gribskov vil sende sag videre til minister: 'Urimeligt og unødvendigt'

Ikke rettet mod medarbejderne

Det er vigtigt for Lene Clausen at understrege, at kritikken ikke er rettet mod medarbejderne hos kommunen.
“Det er ikke rettet mod personalet men mod den praksis, der er i kommunen. Selvfølgelig er kontrol okay, men det kan ikke være rigtigt, at dagen efter man er sygemeldt, er der noget i ens postkasse. Det er lige før, jeg ville have betalt de 180 kroner selv,” siger hun.
“Jeg kan ikke være den eneste, der har dette problem. Det er så meget kontrol af borgerne.
Tænk, hvis det er sådan, det er, hver gang en melder sig syg? Det må koste mange penge for meget lidt. Og så stresser det borgerne,” siger Lene Clausen.
Hun har talt med en kollega fra den skole i Hillerød, hvor hun arbejder. Kollegaen har også været meldt syg, men her kunne Hillerød Kommune klare sagen ved at sende en enkelt side i stedet for Lene Clausens 12 sider.
“Hvis Hillerød Kommune kan klare det på én side, så forstår jeg ikke, at Gribskov bruger 12 sider og også sender en sms,” siger Lene Clausen.