Fortsæt til indhold

Stort rykind til weekendens Retro/Antik Loppemarked

Samfund
Lars Norman Thomsen

Et af trækplastrene ved den 7. udgave af Østjyllands største indendørs Retro/Antik Loppemarked i Rønde Idrætscenter i den kommende weekend bliver marskandiserparret Mads Ejlersen og Jens Guldsmed Thomsen fra Lykkegaard i Tversted.
Siden 2011 har duoen været en del af den populære DR1-serie 'Skattejægerne', ligesom parret siden 2013 har redigeret ugebladet 'Hjemmets' antikbrevkasse og skrevet om brugte og gamle ting.
Søndag i tidsrummet klokken 12-14 vil alle kunne komme i Rønde Idrætscenter med en ting eller antikvitet, som de kan få vurderet af Mads Ejlersen og Jens Guldsmed Thomsen.
Det koster ikke andet end indgangsbilletten.

Stor interesse

Det er Rønde Lions Club og Rønde Rotary som i samarbejde med Rønde Idrætscenter på ny arrangerer markedet, og interessen for at være med på udstillerfronten har aldrig været større.
“Denne gang har vi inddraget alle de multirum, der er i centret efter den seneste udvidelse af Rønde Idrætscenter, hvilket vi sige, at markedet strækker sig over 2000 kvadratmeter med hele 175 stande,” fortæller koordinator Erling Mikkelsen, Rønde Rotary.
“Vi har haft udsolgt siden sommerferien, og vi har mange på venteliste til en stand, hvis nogen af de, der har tilmeldt sig skulle blive syge. Ja, det er så stor en succes, at der allerede er flere, der har meldt sig til vort næste Retro/Antik Loppemarked 10. og 11. marts 2018.”
Udstillerne kommer fra hele landet. Der kommer antikvitetshandlere fra Valby, retro- og antikhandlere fra Nyborg og Sønderborg, samt en hel del fra StorAarhus. De fleste har været med ved alle de seks tidligere markeder.
“Der er blevet plads til yderligere 35 stande her i oktober, så 30 procent af udstillerne er nye, og det er vi er glade for, fordi det betyder et bredere udbud af effekter end på tidligere markeder,” siger Erling Mikkelsen, der også glæder sig over, at 20 kunsthåndværkere er med - otte flere end tidligere. De er i weekenden samlet i Multisalen.

Ole Bonde, direktør for Rønde Sparekasse, er så glad for samarbejdet med arrangørerne af Retro/Antik Loppemarkedet, at han har sagt ja til at forny hovedsponsoraftalen, så den nu også gælder for de to kommende markeder i 2018. Arkivfoto

Hammerslag

En nyhed denne gang er, at ejendomsmægler John Frandsen kommer med Hammerslag. Repræsentanter fra Syddjurs Kommune kommer forbi og viser nye byggegrunde i kommunen, mens Retro/Antik Loppemarkedets hovedsponsor Rønde Sparekasse fortæller interesserede om finansieringsmulighederne.

God mad

Uden mad og drikke... til et godt kræmmermarked hører også god mad til rimelige priser. Rønde Idrætscenter serverer stegt flæsk med persillesovs om lørdagen, og søndag bydes der på wienerschnitzel.
Hvis bare en del af de forventede over 4.000 gæster i weekenden skal spise, får bestyrer af Rønde Idrætscenter, Per Kragh og hans crew, en særdeles travl weekend. I år har Per Kragh aftalt med arrangørerne at åbne to indgange, så man undgår store kødannelser ved åbningen, som det var tilfældet ved markedet i foråret.

Hjælp fra TRIF

“Vi får hjælp fra TRIF drengefodbold. Forældre vil komme og tage imod entré ved de to indgange. Det betyder samtidig, at de kan tjene nogle velfortjente penge til fodbolddrengene, som skal bruge dem, når de til foråret 2018 skal til Amsterdam. Vi er glade for, at denne aftale er kommet i stand,” siger Carsten Skivild, Rønde Lions Club.