Fortsæt til indhold

Familiehuset ’spiser’ p-pladser ved neurocentret

55 nye p-pladser anlægges ved Hammel Neurocenter til afløsning af gamle

Samfund
Anette Bonde

Cirka halvanden måned endnu vil der gå med jordbunker, grab, arbejdskørsel og byggestøj, så vil der ligge cirka 20 nye P-pladser til højre for hovedindgangen ved Hammel Neurocenter ud over de nuværende 18.
Baggrunden for anlægget af de nye p-pladser er, at Region Midt er i gang med at forberede byggeriet af det kommende familiehus ved neurocentret.
Familiehuset skal placeres på Urbakkevej 6, hvor der i dag er p-pladser, og det er dem, der skal erstattes.

Færdig senest 8. december

Dan Enkelund, projektleder på byggeri og ejendomme i region Midt Silkeborg Sygehus, fortæller, at p-pladserne vil være færdige senest 8. december. Der skal i alt etableres 55 nye p-pladser, og de fleste af dem bliver anlagt rundt om bygningen.
I en periode vil der blive lidt ekstra pres på p-pladserne ved neurocentret, idet 15-16 af dem ikke kan anlægges, førend familiehuset er taget i brug.
Familiehuset finansieres af TrygFonden med 25,5 millioner kroner. Det skal fungere som en hjemlig base for forældre og søskende til børn, som er indlagt til rehabilitering.
Der bliver efter oplægget otte lejligheder og store fælleskøkkener og fællesarealer.