Hammel-drenge skød sig til tops
Weekenden i uge 41 blev der i Randers afholdt det, der er blevet døbt Bueskydningens Le Mans' - et 24 timers stævne for tremandshold. Og Nordeuropas største holdstævne.
De to drenge fra Hammel, Martin Nielsen og Valdemar Astrup-Jensen, deltog sammen med deres kammerat fra Odense, Oliver Christiansen.
Nr. 2 af 52 hold
De tre drenge kunne have valgt at tage en ekstra skytte med og skyde på juniorafstanden 12 meter, men de valgte at stille op mod alle seniorskytterne fra Danmark, Tyskland og Norge.
Efter de 24 timer havde de til sammen skudt 1.050 pile og havde sikret sig en flot placering som nummer to ud af de i alt 52 hold.
Kun to point skilte nummer et og to, mens der var hundrede point ned til tredjepladsen.
Det flotte resultat tegner godt for indendørssæsonen, som allerede 10.-12. november står på endnu et internationalt stævne - Kristiansand Open i Norge.jesl