Flere busser og flere studieboliger
Ringe kollektiv trafik sætter mange begrænsninger for de unge
Skanderborgs offentlig transport og studieboliger er to emner, som eleverne på Skanderborg Gymnasium gerne ser de lokale politikere prioritere. Christian Andersen og Emil Stürup, der begge sidder i elevrådet, sætter ord på ønskerne.
“Som den offentlige transport er bygget op, er der flere problemer. Skal jeg møde kl. 9.30 i skolen, er jeg nødt til at tage en bus, der er der kl. 8. Jeg har også været nødt til at gå midt i en time, hvis jeg ikke skulle vente halvanden time på en bus, men det er heldigvis lavet om,” fortæller Christian Andersen og fortsætter:
“Den offentlige transport lægger en dæmper på vores sociale liv. Jeg bor i Tåning, hvor der er en bus og morgenen og tre om eftermiddagen til og fra, hvilket gør, at jeg ikke kan blive længere på gymnasiet eller deltage i sociale arrangementer om aftenen, hvis jeg ikke kan blive kørt eller tager en taxi.”
Billedet er det samme for elever fra eksempelvis Voerladegård, Odder og Galten.
“Selv ikke dem fra Ry, der dog er en lidt større by, kan ikke komme hjem efter kl. 23.30,” tilføjer Emil Stürup og påpeger, at Skanderborg Gymnasium er hele kommunens gymnasium.
“Men som det er nu, er det klart dem, der bor i Skanderborg, der kan udnytte gymnasiet bedst,” mener han
Er Flextur en mulighed?
“Både og. Ideen er god, de største problemer med Flextur er, at tilbuddet stopper kl. 24, samt at afgangstidspunktet er +/- 45 minutter. Og så kræver det, at man har et ungdomskort, som heller ikke er helt billigt,” siger Christian Andersen.
Et andet stort problem for de unge er manglen på studieboliger. Det er, lyder det, umuligt at finde noget i Skanderborg by, der er til at betale på en SU.
“Af samme grund er der elever, der bor i Silkeborg eller Aarhus. Skanderborg mister dermed nogle unge, der gerne ville være i byen,” siger Emil Stürup.
Hvad vil I gerne have at bo i?
“Nogle studieboliger, hvor to-fire kan bo sammen til en 'SU-husleje'. Vi behøver jo ikke alle sammen at have eget køkken eller bad.”